Du har kræft Torben.
Du skriver og spør Hvad der er sket Jeg er blevet så underlig tør Og konkret Hvor er den glade som sang sine sange Til solens pris Var han uheldig at se Eller så han mon heldigvis Ok du skal få en forklaring De blå øjne faldt For en bitter erfaring
Gnags 1978.
Sommeren i Danmark viste sig fra sin smukkeste side den dag i juni, hvor jeg drejede ind på Bispebjerg Hospitals parkeringsplads. Den badede mine sanser med varme, liflige dufte, dejlige lyde og smukke billeder. Dansk sommer, når den er absolut bedst.
For helvede hvor er det træls det her, hvad mon jeg får at vide? Damn, jeg håber ikke, det er kræft i røven som Ove.
Jeg rystede ganske langsomt på mit hoved, lukkede øjnene og førte hænderne op til hovedet.
Hvis det er kræft, dør jeg nok også af det, lige som Ove. For fanden da.
Tankerne drev hvileløst rundt i mit hoved, og maven signalerede, at den snart skulle vende eller tømmes. Jeg kiggede op igen med åbne øjne, slukkede bilen og steg ud af den.
Sommeren var lige startet. Vi skrev den 4. juni 2013, og jeg skulle til møde med overlægen på K ambulatoriet omkring den knude, som speciallægen havde konstateret i min endetarm få dage forinden.
Jeg har taget en biopsi, Torben som skal undersøges på det hospital, jeg henviser dig til. I Danmark er det sådan, at du bliver henvist under Cancerprotokollen, når du har en knude.
Han nåede ikke at tale ud, for jeg afbrød ham meget bestemt og sagde:
Jeg skal henvises til Bispebjerg og ikke andre hospitaler.
Speciallægen kiggede på mig og sagde:
Det er altid Bispebjerg, jeg henviser til, så du kan være ganske rolig, Torben.
Jeg smilede lidt anstrengt tilbage og fik vist også lidt farve i kinderne.
Nu trådte jeg så ind på ambulatoriet, gik hen til receptionen og meldte min ankomst. En smilende sygeplejerske bød mig velkommen. Efter at jeg havde tastet mit CPR-nummer ind og kigget på skærmen, bad hun mig om at tage plads i venteafdelingen et øjeblik. Så ville hun meddele lægen, at jeg var ankommet.
Mine øjne gled rundt på de kedelige vægge, der ikke havde fået en klat maling, siden ruder konge var knægt. Ingen farver, kun ”falmet” hvidt, et stativ med brochurer om sygdom, en TV-skærm der hovedløst gentog: Vi har patienten i fokus.
Det er forståeligt, at mennesker bliver mere syge af at være på hospitalet.
Kedelige stole på række, hvor mennesker sad og hang, trillede tommelfingre og lod sig ”glemme” af et system, der ikke har patienten i fokus.
Hvorfor kan de ikke gøre bare en lille smule ud af sådan et venteområde?
Sådan tænkte jeg og rystede på hovedet indvendigt, mens jeg skænkede en kop kaffe og satte mig.
Jeg nåede lige akkurat at nyde en tår af den, inden sygeplejersken fra receptionen kom hen og bad mig følge med.
Jeg hedder for øvrigt Mille, sagde hun og hilste pænt på mig. Vi gik ind i et lokale, hvor hun bad mig tage plads.
Ja Torben, nu skal vi udfylde en masse papirer, så jeg stiller dig en hel masse spørgsmål, og du svarer bare så godt, du kan.
Okay.
Jeg kiggede måbende på alle de papirer, hun havde lagt på bordet.
Hun kiggede på mig.
Det er spørgsmål omkring dit helbred, og om du er medicineret eller har andet, vi skal tage højde for på hospitalet, hvis du skal i behandling.
Hun begyndte at stille sine spørgsmål og udfylde alle sine papirer. Vi snakkede, grinede også, og var alvorlige ind i mellem.
Vi blev færdige med papirarbejdet, og Mille rejste sig for at se, om lægen var på vej. Hun forlod rummet, og jeg sad alene tilbage med mine mange tanker. Jeg smilede for mig selv.
Det er da altid noget, at sygeplejersken er så lækker.
Det var dog helvedes til tid, han er om det, sukkede jeg indædt. Mon han først skal have lukket en operation, inden han kommer den gode overlæge?
Hvad nu hvis det er kræft?
Jeg kunne mærke gåsehuden rejse sig over hele kroppen.
Kræft er jo ikke ligefrem det samme som en snotnæse, og hvad skal der så ske med pigerne? Hvem skal…?
Døren gik op, overlægen trådte ind og rakte hånden ud til hilsen. Lige bag ham kom Mille. Det blev jeg glad for.
Goddag Torben, jeg hedder Morten og er overlæge her på Bispebjerg Hospitals K ambulatorium. Det er mig, der skal operere dig, hvis biopsien viser sig at være kræft, menehhhh, det ved vi jo ikke endnu.
Han kiggede på mig, smilede og fortsatte.
Det er sådan i Danmark, at vi forbereder os på det værste indtil andet viser sig så derfor får du denne information i dag.
Han satte sig ved bordet og begyndte at tale om knuden. Han ville informere mig om forløbet, i fald det var kræft.
Morten tog en tegning af tarmsystemet frem og begyndte at fortælle. Han pegede og forklarede længe, hvor og hvordan knuden sad i mit tilfælde.
Da vi jo ved at knuden sidder på din lukkemuskel, kan jeg sige allerede nu, at hvis du skal opereres, skal vi fjerne lukkemusklen og dermed anlægge en stomi. Vi fører tyktarmen ud gennem bugvæggen, så du får en permanent stomi.
Stomi!
Ordet hang tungt i lokalet og alle mine hår rejste sig på kroppen.
Skal jeg have en stomi? Hvad fanden…en stomi?
Jeg stoppede Morten i hans forklaring og udbrød: En stomi, er det den eneste måde at gøre det på?
Jaee, desværre er det den eneste måde at gøre det på, Torben. Vi kan ikke erstatte lukkemusklen eller reparere den, så derfor er vi nødt til at fjerne den.
Han kiggede på mig, og jeg kunne se alvoren i hans øjne, inden han fortsatte.
Der er før i tiden udført forskellige forsøg med Kunstige lukkemuskler, endda fra forskellige dyr, men intet har fungeret, så derfor kan vi ikke erstatte den eller fixe den, så du slipper for en stomi.
Jeg stirrede direkte på overlægen og mærkede så Milles øjne, der omsorgsfuldt kiggede på mig. Jeg drejede hovedet og kiggede på hende.
Torben, det er altså ikke et problem at have en stomi i dag. Man kan alt det, man hidtil har kunnet, og der er stort set ikke nogen former for begrænsninger for mennesker med stomi.
Hun smilede sødt til mig, mens jeg hørte hendes ord dø ud. Ordene gav mig næsten tics, og jeg kunne mærke den sorte sky hænge olmt lige over mig.
Ja, det er sgu muligt, det er sådan i dag, Mille, men for en mand på 50+ ska’ det jo lige falde på plads i hans hoved. Og uanset hvad der kan siges, så vil der naturligvis være en del psykiske begrænsninger ved at få en stomi.
Hun gav mig stiltiende ret, fordi hun sikkert kunne se og mærke, at den halvgamle idiot overfor hende ikke lod sig sweettalke af en blond, lækker sygeplejerske. Vi sluttede samtalen af, og Morten spurgte mig direkte:
Vil du have en telefonopringning på fredag om resultatet af biopsien, altså om det er kræft, eller vente til den planlagte samtale mandag formiddag? Jeg må faktisk ikke ringe til dig, men hvis du vil have besked ,når biopsiens resultater lander på mit bord, gør jeg det gerne.
Kære Morten, når du ved noget, vil jeg vide det. Du skal ringe til mig, uanset hvad fanden reglerne siger.
Jeg svarede venligt og kiggede ham insisterende i øjnene.
Morten nikkede forstående.
Det er en aftale, Torben. Jeg ringer til dig på fredag, når jeg kender resultatet af biopsien.
Vi gav hinanden hånden, sagde farvel og gik ud af døren alle tre. Ude på gangen krammede jeg Mille og sagde pænt farvel, inden jeg forlod K ambulatoriet.
På vej tilbage til mit arbejde kredsede tankerne om samtalen.
Stomi. En permanent stomi. Hvad sker der for det?
Hårene på min krop stod stadig og strittede alt det, de kunne.
Jeg skal ikke have klistret en pose på maven til at skide i.
Jeg blev pludselig glad for, at der fandtes et internet.
Jeg skal hjem og google, skal jeg.
Samtidig kom jeg til at tænke på, hvor heldig jeg alligevel var. Jeg havde jo en kæreste og skulle ikke ud på det grå kødmarked med en pose på maven.
I guder mand, tænk hvis jeg skulle ud og finde en kæreste med en pose på maven.
En fuldstændig og uvirkelig tanke at forholde sig til, et skrækscenarie ud over alle grænser.
Hvad så Nielsen, hvad sagde de?
Min kollega spurgte i samme øjeblik, jeg trådte ind på kontoret.
Det er noget skidt, min ven. Det er sikkert kræft, og hvis jeg ikke skal dø af det, skal de operere mig og give mig en stomi.
Hold da kæft, Nielsen, det er ikke godt! Men du ved altså ikke, om det er kræft?
Næeee, vi har ikke fået svaret på biopsien, så derfor aner jeg ikke, hvad det er. Mødet handlede om, hvad der skal ske, hvis det er kræft, men jeg får først besked på fredag.
En stomi er vel til at leve med, hvis du så overlever, Nielsen. Er det ikke?
Når man skærer helt ind til benet, så ja. Men jeg skal også have livskvalitet, hvis jeg overlever.
Nielsen, det vigtigste er da, at du overlever. Tænk på dine børn, mand! De vil da hellere have dig med en stomi end i en grav!
Ja, selvfølgelig, og jeg skal nok finde ud af at leve med masser af livskvalitet, selvom min krop bliver maltrakteret.
Ja, det er jeg ikke i tvivl om, Nielsen. Din indstilling til livet er så positiv og levende. Jeg har aldrig mødt et menneske, der lever så meget i nuet, som du gør.
Samtalen fortsatte en tid, inden vi vendte tilbage til arbejdet.
De næste dage gik som vanligt. Arbejdet tog den tid af mit liv, som det tog, men tankerne klumpede stadig rundt om stomien, kræft og mit liv.
Det blev fredag, og jeg susede ud af motorvejen med større hastighed, end jeg måtte. Jeg var på vej tilbage til København fra et møde, da min telefon ringede. Jeg kunne se, at det var Bispebjerg, som ringede, så jeg sank en klump og svarede opkaldet: Hejsa, det er Torben.
Hej Torben, det er Morten fra Bispebjerg. Jeg lovede at ringe til dig, når jeg havde resultatet af biopsien.
Hej Morten, hvad siger den så?
Jeg er ked af at fortælle dig, at det er kræft, så vi skal i gang med det samme.
Ordene gav genlyd, og det ligesom trykkede for ørerne. Ordene lød hule og rumlende. Lidt som et begyndende tordenvejr. Jeg blev stille, bemærkede end ikke de biler, der susede forbi, men slækkede tankeløst på farten.
Er du okay, Torben, spurgte han, mens jeg stadig hørte ordet KRÆFT i mit indre øre.
Helt instinktivt og robotagtigt fløj det ud af munden på mig: Ja, ja…jeg er helt okay.
Det lød som en dårlig filmreplik der gentog sig selv inde i mit hoved, mens jeg krampagtigt kørte bilen ind i nødsporet.
Sveden piblede frem på panden og begyndte at løbe ned over ansigtet. KRÆFT! Det brølede om og om igen inde i mit hoved.
Det var som om, et jordskælv gik gennem min krop og rystede den. Mine hænder rystede som en alkoholikers, og mine knæ gik som kastagnetter. Jeg hørte noget støj i telefonen, som sikkert var Mortens stemme, men jeg forstod intet.
Som et lyn fra en klar himmel kom lyden tilbage, støjen fortiede, og jeg kunne igen høre, hvad han sagde: Vi har jo et møde på mandag, så derfor foreslår jeg, at vi gennemgår, hvad der kommer til at ske i de nærmeste uger. Vi har allerede kontaktet Rigshospitalet, så de ved, at du kommer derind.
Ganske langsomt blev min lydtætte boble mindre og mindre lydtæt. Bilernes lyde, der susede forbi, kom mere og mere ind i boblen og brød stilheden.
Jeg aner ikke, hvor længe jeg sad og kiggede tomt ud af forruden inde i nødsporet, men langsomt kom jeg til mig selv og blev nærværende igen.
FUCK I SKURET, jeg har kræft i røven. For helvede da også noget lort. Ditte går og venter på, at jeg skal ringe. Åhhh, for satan da.
Det var en af de frygteligste situationer, jeg nogensinde havde været i, og oveni skulle jeg ringe til min kæreste og fortælle, at jeg havde kræft.
Koldsveden ramte mig som en tornado, og det føltes som om, jordkloden havde bremset hårdt op og nu susede den anden vej rundt.
Jeg tog mig sammen og ringede til hende. Hendes stemme var kærlig, da hun svarede efter lidt tid.
Hej skat, det er dejligt, du ringer. Jeg går og savner dig.
Jeg kunne mærke glæden i hendes stemme og se hendes glade, smukke ansigt for mig, hendes smil, de røde læber og hendes funklende øjne.
Hej smukke, jeg savner også dig.
Det gjorde ondt helt ind i min sjæl, og selv om ordene formede sig pænt og ordentligt i mit hoved, kunne jeg ikke få dem ud over læberne. Jeg udskød at fortælle om biopsiens resultat, og i stedet sludrede jeg lidt om den næstkommende weekend. Til sidst måtte jeg bide i det sure æble og fortælle hende om resultatet.
Jeg svedte som et svin.
Jeg har talt med lægen fra Bispebjerg. Det er desværre kræft, og jeg skal i behandling så hurtigt som muligt.
Reaktionen udeblev ikke. Hun begyndte at snøfte med det samme, hun hørte ordene. Selv om jeg havde ventet en reaktion som denne, kom den alligevel bag på mig, og jeg skyndte mig at sige: Lægen siger, at hvis vi kommer i gang med det samme, skal han nok få al kræften ud af mig. Jeg har ikke tænkt mig at dø af den smule kræft, min skat.
Jeg kunne sagtens selv høre, hvor tomme de ord lød, og mine forsøg på at trøste hende virkede ikke helt. Hun snøftede og græd ind i mellem i resten af samtalen.
Vi snakkede i lang tid, mens jeg kørte på motorvejen den sommerdag i 2013.
Mod slutningen af samtalen fokuserede vi på, at jeg kom til Jylland den næstfølgende weekend. Faktisk allerede om onsdagen.
Vi ses onsdag aften skat, jeg kommer så hurtigt jeg kan.
Jeg gav hende et kys gennem telefonen og sluttede med: Jeg elsker og savner dig.
Weekenden gled langsomt ud af mit liv i København. Den havde kun et formål: At gå, så det kunne blive mandag.
Mandag skulle jeg have møde på Bispebjerg med lægen for at snakke om den rigtige behandling og den nærmeste fremtid.
Jeg vågnede mandag morgen, trist i hjertet. Dynen var blevet til beton i løbet af natten. Endelig fik jeg fået skubbet de mange tons dyne væk og svinget benene ud over sengekanten.
Damn – Life is a bitch, men du bliver nødt til at tage det i stiv arm, Nielsen. Ligesom mormor og mor.
Jeg rejste mig langsomt, og det var som om, kroppen ikke rigtigt ville op på højkant. Tunge skridt ud i køkkenet, tænde for kaffen per instinkt og ud på badeværelset. Den sædvanlige morgentoilette blev overstået, og jeg satte mig ud på altanen med min kaffe og en smøg.
Egentlig burde jeg vel holde op med at ryge, men det burde jeg have gjort for mange år siden. Nå, det er vel ligegyldigt nu, hvor kræften har fundet vej til overfladen. Et stort sug af cigaretten fulgte denne tanke.
Alle omkring mig ”sparkede” til mig med hensyn til min rygning. Især Jette, min eks-kone, var ”hård” ved mig.
For fanden da, Torben. Synes du ikke, det ville være på tide at holde op med det skidt. Hvad skal der til, før du stopper?
Jeg kan jo ikke komme med noget, der argumenterer imod det, du siger, Jette, og jeg diskuterer det da også med mig selv ind i mellem.
JA! Det er typisk dig, hvor jeg husker det. Du tænker kun på dig selv, når det handler om at ryge eller ikke ryge. Kunne du ikke tænke på dine piger og alle os andre, som gerne vil have dig i vores liv mange år endnu?
Jette er stadig efter mig, hun griber enhver mulighed for at sparke mig bag i, når jeg tænder en smøg.
Da jeg indfandt mig på Bispebjerg, var det Mille, der tog imod mig med et knus. Hun bad mig vente i det kedelige venteområde, indtil hun havde fanget Morten. Jeg snuppede en kop kaffe og satte mig for at vente. Ikke så længe efter kom Morten hen ad gangen og tog mig med.
Jeg kunne smaddergodt lide Morten. Han var en meget sympatisk, flink og tillidsvækkende person. Han var kirurg og utrolig god til mennesker, ulig mange andre overlæger. Jeg fulgte lige i hælene på ham, mens jeg tænkte:
Det er altså vigtigt at kunne lide sin kirurg, når nu han skal snitte én åben og rode rundt inde i kadaveret, uden at man bliver til én af de døde.
Jeg smilede af min egen gravhumor, da vi satte os i lokalet.
Den gode læge forklarede op ad døre og ned ad stolper om min tilstand. En knude var blevet fundet i min endetarm, og den sad desværre direkte på lukkemusklen.
Knuden sidder et meget uheldigt sted, Torben. Så uheldigt, at du bliver nødsaget til at få anlagt en stomi. Jeg er nødt til at skrumpe knuden med stråler og kemo, inden vi opererer, så jeg kan komme til. Hmmm, den sidder bare skidt.
Han kiggede koncentreret forbi mig som om, han allerede planlagde operationen, og fortsatte så.
Ser du, jeg skal jo fjerne lukkemusklen, og derfor skal jeg også lukke det hul, som lukkemusklen efterlader. Det skal jo gøres med levende væv fra et andet sted på kroppen, og det er ikke så ligetil endda. Hmmmm.
Han sad og tænkte, men det var ikke mig, han tænkte på. Han tænkte på sig selv og den udfordring, han stod over for som kirurg.
Mille var en del af samtalen og kunne fortælle, at vi efterfølgende skulle ned til stomisygeplejerskerne, så jeg kunne hilse på dem. Morten fortsatte.
Det er ikke en specielt kompliceret operation, selvom knuden sidder så skidt, men forholdsvis almindelig. Det er en operation, jeg har foretaget en del gange, Torben. Du er i gode hænder, og vi ved hvad det drejer sig om.
Morten snakkede om operationen for at forberede mig så godt som muligt. Det vil nok aldrig rigtigt lykkes en kirurg at forberede en patient på en forestående operation, sådan helt.
Ja tak Morten, men for mig er det en helt utænkelig og voldsomt skræmmende operation.
Mille supplerede Morten: Vi er helt klar over, at du ikke synes, det er en rutineoperation, Torben, men vi ved også med vores erfaring, at du er i gode hænder og vil blive passet på under hele operationen. Vi ved også, at du ikke skal frygte stomien, for du kan sagtens leve et helt almindeligt liv med en stomi.
Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at koge indvendigt, for det var mig, der skulle have en stomi på maven. Ikke dem!
Stomisygeplejerskerne i kælderen vil sige det samme til dig, og alternativet er da mere skræmmende. Hendes øjne kiggede omsorgsfuldt på mig.
Det er da helt klart, Mille, at alternativet slet ikke er en option. Hvis en stomipose er prisen for at redde livet og se mine døtre leve deres liv og måske endda sætte børn i verden, så er det selvfølgelig sådan, det er.
Vi kom efter noget tids snakken om dit og dat til den nærmeste fremtid for mit vedkommende. Morten forklarede: Vi har allerede kontaktet Rigshospitalets kræftafdeling. Vi samarbejder med Riget i alle kræftbehandlinger, og Mille bestiller tid på Riget, så du kommer til en samtale omkring stråle- og kemobehandling, når vi er færdige her.
Den umiddelbare fremtidige behandling skulle foregå nogenlunde således: Først skulle Morten og lægerne på Riget have min kræftknude op på en intern konference. Dette foregår altid om fredagen, og min ville blive taget med på den kommende fredags konference.
På denne konference skulle min tilstand, kommende behandling og operation diskuteres og besluttes. Inden da skulle jeg have foretaget to typer scanninger: En PET-scanning på Riget og en CT-scanning på Bispebjerg. Ligeledes skulle jeg afgive blodprøver og have foretaget et elektrokardiogram, også på Riget.
Jeg vil gerne lige høre om nogle alternativer til kemo, stråler og operation, Morten. Jeg har læst om hypertermi, som næsten ikke har nogen bivirkninger. De bruger det blandt andet i Sverige, og jeg kunne godt tænke mig at høre, om jeg kan få sådan en behandling.
Morten lyttede opmærksomt og jeg fortsatte.
I Tyskland og andre steder anvendes der en anden behandling, som også har ganske få bivirkninger: Regional kemoterapi. Det lyder for mig som om, det også kan anvendes som min behandling. Kan du fortælle mig om disse?
Jeg havde kigget på nettet og været inde på Tidslernes og Kræftens Bekæmpelses hjemmesider. Den vej igennem havde jeg fundet frem til, at man behandler på andre måder andre steder i verden. I Sverige, England og Tyskland anvender man metoder, som vi ikke arbejder med i Danmark:
Hypertermi og Regional kemoterapi.
Regional kemoterapi er en behandling, hvor kemoen sprøjtes direkte ind i tumoren, især i levermetastaser. Behandlingen foretages bl.a. af Dr. Thomas Vogl i Frankfurt, og mange danskere har taget turen derned og fået behandling med denne noget blidere kemoterapi. I 2009 begyndte Herlev Hospital og Århus Universitetshospital at lave disse behandlinger på eksperimentel basis, men endnu her i 2013 er det ikke en behandling, der tilbydes som standardbehandling.
Behandlingen i Tyskland er på ingen måde eksperimentel. Der er bl.a. behandlet over 500 kvinder med metastaserende brystkræft. Behandlingen har langt færre bivirkninger end den systemiske kemoterapi.
Hypertermi er en behandling, hvor kræftknuden opvarmes med for eksempel laser. Alle typer kræftknuder kan behandles med denne metode, og kendskabet til, at varme ”dræber” kræftceller, har eksisteret i årtier.
Svenske forskere har udviklet en metode, hvor optiske fibre føres direkte ind i knuden og slår den ihjel med laserstråler. Metoden virker på alle typer og former for massive kræftknuder. Den kan få stor betydning ved helbredende behandling af cancer.
Hovedmanden bag den ”nye” metode er professor i kirurgi, Karl-Göran Tranberg, fra universitetet i Lund.
I modsætning til de behandlingsmetoder, politikerne og Sundhedsstyrelsen har valgt i Danmark, hvor strålebehandling er en af hjørnestenene, så er der ikke nogen for kroppen skadelige processer involveret. Samtidig er udstyret langt billigere end strålekanoner.
Altså to behandlingsmåder som stort set ikke har bivirkninger, men som ikke kan tilbydes i Danmark. Det er ikke i orden, når man står på kanten af en grav.
Desværre Torben, så kender jeg ikke behandlingen i Sverige. Det er ikke en behandling, jeg har hørt om, så den er måske eksperimentel. Regional kemoterapi har jeg hørt om, og jeg tror også, der er noget i gang i Danmark på et af de jyske hospitaler, men det er ikke en godkendt behandling i Danmark, så derfor kan vi ikke tilbyde den.
Jamen så kan jeg vel bare komme til Sverige eller Tyskland, hvis vi mener at disse behandlinger er i orden?
Jeg havde læst på nettet, at Dr. Tranberg havde arbejdet med hypertermi de sidste 25 år, og Dr. Vogel havde behandlet med regional kemoterapi næsten lige så længe, så i de to respektive lande kunne det jo ikke være eksperimentelle behandlinger.
Det kan jeg slet ikke love dig, Torben. Det er helt op til Sundhedsstyrelsen at vurdere sådan noget, og det er utroligt svært at få penge med til behandling i et andet land. Det er faktisk kun i de tilfælde, hvor Danmark ikke kan tilbyde behandling, at det kan komme på tale.
Det er sgu da for idiotisk, Morten.
Jeg satte mig ret op i stolen og placerede mine hænder på bordet med et drøn, så Mille kiggede forbavset på mig.
Bare fordi danske hospitaler ikke tilbyder disse to behandlinger, så skal vi da have mulighed for at blive behandlet, uanset hvor i verden det foregår. Sikke noget crap.
Mine øjne glødede som Saurons øje i Ringenes Herre. Jeg mærkede vreden buldre gennem kroppen som en flok bissende okser over prærien.
Morten kiggede en smule forskrækket på mig og lovede at undersøge mulighederne for mig.
Jeg sad og skummede men holdt vreden nede, da hverken Morten eller Mille kunne gøre for, at disse to behandlinger ikke tilbydes i Danmark.
Stilheden var larmende høj i lokalet, indtil jeg igen satte mig ret op, lagde den ene arm på bordet og lænede mig frem mod Morten.
Hvis jeg på noget tidspunkt opdager, at jeg får en typisk dansk plejerbehandling, vil Bispebjerg slet ikke ønske sig at få den hvirvelvind ind ad døren, som jeg kan blive, Morten.
Mit stemmeleje var lavt og venligt, men urokkeligt fast.
Vi sluttede mødet med en aftale om, at Morten ville informere mig løbende. Vi sagde farvel, og Mille fulgte mig ned i kælderen for at hilse på stomisygeplejerskerne Mette og Trine.
Jeg blev modtaget med hjertelighed af Mette, en usædvanlig kvinde, der skulle blive en af de kvinder, jeg lytter til og ikke vil undvære i mit liv.
Hej jeg hedder Mette. Velkommen til kælderen, hvor Trine og jeg bor, sagde hun kækt og rakte mig hånden.
Du er kommet herned, fordi du måske skal have en stomi. Mille har orienteret mig om din situation, Torben. Men i dag skal vi bare hilse på hinanden.
Jeg præsenterede mig og smilede stort til hende.
Bispebjerg har to stomisygeplejersker. Trine, som er en yngre kvinde, der altid er sød og imødekommende. En dejlig, varm kvinde fyldt med humør, og jeg er sikker på, at de mennesker, som hun rådgiver og snakker med, er vanvittigt glade for hende.
Mette, min Mette, er mere erfaren end Trine. Hun har lidt flere år på bagen, men hun er den dejligste stomisygeplejerske i verden. Mette er en klippe. Intet kan ryste hende, og hun tager alting med et dejligt, stort smil. Hun er professionel helt ud til neglene, men på en måde, så man føler sig som det vigtigste i hendes verden lige her og nu.
Jeg bliver altid så glad, når jeg har været på besøg hos Mette. Hun er en kvinde, man tager helt alvorligt, og man gør, som hun siger. Man hopper ikke over, hvor gærdet er lavest.
Man kan mærke, at omsorgen og interessen for det, man nu kommer med, er ægte. Mette er helt fantastisk, og hun får mit hjerte til at dunke en smule mere end andre kvinder. Hun er en kvinde, der nemt kan ”fælde” en mand som mig.
Hernede hos os er du altid velkommen, Torben. Det kan godt være, vi ikke har tid ind i mellem, men vi forsøger af vores gode hjerter at nå alle de henvendelser, vi får.
Hendes funklende øjne ramte mine.
Når vi kommer længere hen i dit forløb, indkalder jeg dig til et møde hernede, så vi kan tale om det at have en stomi. Det er ikke så frygteligt, som det lyder i dine ører lige nu, men det tager vi næste gang.
Jeg takkede for den hjertelige modtagelse og sagde farvel til de to stomisygeplejersker.
Mille og jeg gik op til K ambulatoriet igen. Vi sludrede lidt, inden jeg gav hende et knus og et kys på kinden. Hun sagde farvel og gik ind gennem døren til kontoret.
Jeg forlod K ambulatoriet og gik ud gennem døren til den smukke dag, der stadig hang uden for hospitalets tykke mure. Jeg stod et øjeblik på trappen og tog luften og solen ind i mit system.
Mmmmm, sikke dog en smuk dag. Synd, at noget af den er blevet brugt indenfor på et hospital.
Jeg nød, at varmen kunne mærkes lige der i solen.
Det dejlige og varme solskin overskyggede alt det, jeg lige havde talt om indenfor, og jeg kunne mærke glæden i min krop, glæden for livet. Jeg trådte ned af trappen, snuppede en smøg op af pakken, tændte den og gik ganske fornøjet hen mod bilen, mens jeg tænkte:
Det her skal nok gå. Det er jo kompetente og imødekommende mennesker, der nu har fat i dig og står for din behandling. Op med humøret du gamle, det er en smuk dag.
I min gang hen til bilen, som skulle føre mig tilbage til arbejdet, overbeviste jeg mig selv om, at Morten ville undersøge den svenske og tyske behandling. Han ville melde tilbage, om vi kunne benytte os af disse muligheder.
Tjae, du gamle. Måske skulle du kvitte de der smøger nu, hvor din krop har brug for al sin energi til at slås med kræften!
Jeg slukkede smøgen. Det blev ved tanken.
Jeg kørte tilbage mod jobbet for at fortsætte mandagen på sædvanlig vis.
Det blev onsdag aften, og jeg steg ud af bilen i Herning. Hjertelig og varm velkomst, kys, kærlige ord og arme, der holdt fast. Efter lidt tid i hinandens arme uden ord sagde jeg stille:
Jeg kører til Møn og fortæller far og mor om det hele på fredag, skat.
Det er en god idé, Torben. De skal ikke vente længere med at vide det. Hvornår fortæller du pigerne det?
Jeg venter med dem, til jeg kommer tilbage til København, måske endda til næste weekend, hvor jeg alligevel ikke kan komme herover.
Denne aften elskede vi uophørligt og intenst. Vi tillod vores begær, vores kærlighed og vores kroppe at ”tage fri” fra sygdom og konsekvenser. Vi ænsede ikke andet end hinanden.
Næste dag havde jeg møder i det jydske og drog af sted. Dagens møder gik og endelig vendte jeg snuden ”hjemad” til Herning.
Snakken gik ved middagsbordet om vores dag og naturligvis om vores situation.
Skal du behandles i København, Torben?
Det formoder jeg, men jeg aner det ikke. Hvorfor, skat?
Jeg har gået og tænkt på, om du kan komme i behandling herovre. På Vejle for eksempel. Så kan jeg jo komme med og støtte dig, og du kan være her, hvis altså det kan lade sig gøre med hensyn til dit arbejde.
Hun kiggede indtrængende på mig og gumlede videre.
Jeg kan ikke forestille mig, at mit arbejde er vigtigere end behandlingen, og der er jo frit sygehusvalg i Danmark, så hvem ved?
Hun lyste helt op ved den besnærende tanke om, at jeg kunne være i Herning og blive behandlet i Vejle. Øjnene blev helt lyse, og munden dannede et smil, så jeg kunne se de hvide tænder mellem de røde læber.
Åhhh, hvor ville jeg gerne, at det kunne lade sig gøre, Torben. Jeg har det så svært med, at du skal gå alt det igennem ”alene”.
Vi snakkede længe om dette, og jeg lovede hende, at jeg ville undersøge det. Spørge overlægen, om det kunne lade sig gøre.
Aftenen lakkede mod enden og vi gik i seng. Vi lå i hinandens arme og mærkede varmen fra vores kroppe, mærkede kærligheden og det voksende begær. Vi elskede og tilfredsstillede hinanden til langt ud på natten. Lykkens tsunami lod sin ustoppelige bølge rulle ind over os, inden søvnen overtog natten.
Det blev fredag, og jeg begyndte min rejse til Møn. Turen fra Herning til Møn er lang, men den dag føltes den uendelig. Tankerne væltede rundt i hjernen på mig, og angsten for at fortælle det til mine forældre ruskede gennem kroppen som en decemberstorm.
Hvordan siger jeg det her til dem?
Det føltes som om, hjernen skrumpede ind og blev for lille til at indeholde ord. Jeg kunne ikke få et eneste ord frem i hovedet. Der var tudsestille deroppe.
Lad mig lige fortælle, at nogle år forinden denne samtale kom min storebror til Ketty og Benny, mine forældre, med en anden besked, som de skulle forholde sig til. Min storebror var blevet diagnosticeret med sklerose, og det tog gevaldigt på mine forældre. Nu ville de så få en ny diagnose at tygge på.
Jeg kørte som en robot, hørte ukritisk den samme musik i en uendelig sløjfe. Røg mindst tre smøger ved hver af de mange pauser, jeg holdt på turen for at trække tiden ud.
Cola og kaffe var stort set det eneste, der kom i kroppen ud over smøgerne. Kilometer for kilometer kom jeg tættere på Møn, mens ængstelsen, sorgen, tristheden og selvmedlidenheden åd sig ind i min sjæl.
Jeg gik ind i haven til mine forældre og opdagede, at solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg havde slet ikke lagt mærke til den smukke dag, før jeg så, at mine forældre sad og slikkede sol.
Jamen hej, Torben, smilede min mor og rejste sig, da hun fik øje på sin ”fortabte” søn.
Heeey Ketty, smilede jeg tilbage og gik hen mod hende.
Benny kom ud af huset og råbte hej, mens han gik ned ad trinene til terrassen. Jeg krammede min mor, kyssede hende på kinden og så glæden i hendes øjne og ansigt.
Hej Benny, sagde jeg, krammede ham længe og kyssede ham. Bennys øjne og ansigt viste også glæde.
Hvordan går det knægt, har I det godt?
Benny smilede og holdt fast i mine skuldre, så han kunne se mig direkte ind i øjnene.
Jeg havde frygtet dette spørgsmål lige fra udkørslen i Herning, og nu kom det fra Benny, mens han kiggede mig kærligt ind i øjnene og smilede, forventningsfuld efter et positivt svar. Hvad fanden skal jeg svare?
Hele min krop rystede indvendigt, og jeg mærkede, hvordan der blev skruet helt op for varmen. Sveden ”plaskede” ned ad ryggen på mig. Det var som om, jeg lige havde danset mazurka eller kosakdans i timevis.
På mirakuløs vis undgik jeg at svare ham og satte mig. Ketty hentede en kop kaffe til mig. Vi snakkede om løst og fast, inden jeg tog ordet og indledte den frygtede snak.
Jeg skal fortælle jer noget, som sikkert ikke er så rart at høre. Jeg har fået konstateret kræft i endetarmen og skal i behandling med det samme.
Jeg kunne lige så godt have udløst en bombe at dømme efter deres ansigtsudtryk.
Benny blev helt tavs. Jeg vidste, at han ikke er så god til at tackle sådanne informationer, men det var første gang i mit liv, jeg oplevede, at Ketty også blev tavs. De sad som forstenede og kiggede forskrækkede på mig.
Der blev så stille, at man ville have kunnet høre en tændstik falde til jorden med et øredøvende brag. Selv fuglene syntes at være helt stille i haven. Tiden stod stille og jeg sank en klump på størrelse med Bornholm.
Ketty brød dog tavsheden kort efter, og jeg kunne høre på hendes stemme og se på hendes ansigt, at hun kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Jamen Torben dog, det er jo forfærdeligt. Hvornår har du fået konstateret det?
Jeg fortalte om forløbet indtil videre. Om de første mistanker om, at noget var galt. Om besøget hos specialisten, som tog en rektoskopi og en biopsi. Om mit første møde på Bispebjerg og om den efterfølgende telefonsamtale med lægen, hvor jeg fik diagnosen.
Efterhånden fik Ketty styr på sig selv og begyndte at snakke med om det hele. Hendes øjne fik deres almindelige farve tilbage, og nu kunne jeg genkende min mor igen. Ketty er ét af de stærkeste mennesker, jeg kender, måske det stærkeste.
Benny sad stadig meget stille og lyttede til mine ord. Han kiggede intenst på mig, og jeg kan kun gætte på, hvad der foregik oppe i hans hoved. Ikke noget underholdende, var jeg sikker på.
Det var tydeligt, at de begge var meget berørt af situationen. Jeg gav udtryk for min store optimisme og nøgterne betragtning af det forløb, som jeg havde i vente, og Ketty stemte i.
Det er jo helt fantastisk, hvad lægerne kan i dag, Torben. Det hører og læser man jo hele tiden om.
Ja lige præcis, mor. Jeg er heller ikke så pessimistisk. Jeg er helt sikker på, at jeg bliver helbredt for det skidt.
Jeg tror ikke, det lød så overbevisende, som jeg gerne ville have det til.
Vi talte om alle de muligheder, der er for behandling, og da min knude var blevet opdaget i god tid, havde jeg de største chancer for at overleve og blive rask.
Vi hyggede så godt, vi kunne, og vi gik sammen de 500-900 meter hen til min brors hjem for også at fortælle ham og hans familie den kedelige nyhed.
Min bror og min moster, som begge har sklerose, er også i dag de eneste mennesker i min nærmeste familie, der rigtigt kan sætte sig ind i min situation. Min bror og jeg er min mors børn og mormors børnebørn. Vores styrke kommer i direkte linje fra vores mormor gennem vor mor. Den styrke, vi har arvet fra hende, blev nu realiseret, både hos min bror, mig selv og vores mor.
Hvordan fanden, har du fået kræft i røven, din knallert?
Min bror spurgte med et kærligt smil, og jeg fortalte historien igen.
Jeg drev igen mod Herning fyldt med følelser, som sad lige under huden. Glad over at have fortalt mine forældre om situationen og trist over det samtidig. Jeg så frem, til jeg kunne krybe ind til min kæreste, blive trøstet og mærke hendes kærlighed.
Turen tilbage til Jylland var uhyggeligt lang. Jeg måtte holde ind til siden nogle gange og tage en puster. Følelserne havde sneget sig uden på huden, og de blev helt synlige ind i mellem.
Nu skal jeg have en cola og en smøg.
Jeg kørte ind på en tankstation og handlede min cola og lidt guf. Så gik jeg hen for at ryge. Jeg stod på rastepladsen og kiggede på alle bilerne og deres mennesker. Den var fyldt med liv, lyde og sommeraften.
Min mave krampede pludselig, jeg fik sved på panden og ryggen. Følte en ufattelig tristhed og ulykke gennemsyre mit hjerte, og tårerne var ikke til at stoppe. Jeg græd og lod dem flyde. Nogle af menneskerne kiggede væk, da de bemærkede, at jeg græd, og bilerne tav.
Langt om længe landede jeg i Herning og kunne søge tilflugt i min kærestes arme.
Den weekend brugte vi i hinandens arme. Holdt om hinanden, kyssede, krammede og fortalte, hvor højt vi elskede hinanden. Vi snakkede om fremtiden sammen. Snakkede om behandling, muligheder og alt, hvad der rørte min sygdom.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de udfordringer, vi står over for, Torben.
Hun snøftede og kiggede på mig med sine våde øjne. Det var tydeligt, at gråden sad lige under huden.
Jeg tog hende ind til mig, holdt hende fast i mine arme og kyssede hende på håret. Jeg skulle være stærk for os begge nu, og derfor holdt jeg tårerne tilbage.
Hvad mener du, min skat?
Jeg vidste godt, hvad hun mente.
Jamen du bor jo i København og jeg i Herning. Vi har kun weekender at være sammen i, snøftede hun videre og trykkede sig hårdere ind til mig.
Du skal jo i behandling i København, og…og vi aner ikke hvordan du reagerer på den.
Tårerne løb som små vandfald.
Måske bliver du syg af bivirkningerne, og måske kan du slet ikke komme herover meget længe.
Hun pustede næsen og fortsatte.
Jeg kan jo ikke bare tage til København. Jeg skal jo tænke på Emil, han skal i skole og…og…og Kristian kan ikke bare have ham i Århus. Mor kan ikke passe ham hele tiden, og jeg har jo også mit job at passe.
Hendes våde øjne borede sig ind i mine, mens tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun havde ret. Jeg anede jo ikke, hvad behandlingen ville gøre ved mig, men jeg måtte forsøge at få hende til at tænke anderledes.
Min skat, alt det ser vi til. Vi får det bedste ud af det, og hvem ved? Måske får jeg slet ikke nogen bivirkninger, så jeg sagtens kan komme hver weekend. Vi skal ikke lade os slå ud af sådan et tankespind.
Jeg holdt fast om hende, kyssede hende igen på håret og fortsatte.
Nu ser vi lige, hvilken behandling jeg skal have, og så tager vi den derfra. Du skal se, det går nok bedre, end vi forventer.
Jamen det er jo ikke kun det, skat. Jeg ville jo gerne være der for dig, tage med til samtaler og behandling. Jeg er bange, Torben, og syns, at det er så uretfærdigt.
Hun græd nu og rystede som et espeløv. Jeg krammede og kyssede hende alt det, jeg kunne, og forsikrede hende om, at jeg sagtens kunne klare dette ”alene”.
Det trøstede hende ikke, og jeg havde det forfærdeligt inden i. Jeg havde den samme følelse af afmagt, fortvivlelse og håbløshed nu, som da jeg holdt mine børn i favnen, og de var trøstesløse på grund af skilsmissen mange år forinden.
Dengang foregik der en afrikansk stammedans inde i min mave, danset af 456 fuldvoksne afrikanske mænd og kvinder…og…en elefant. Den onde medicinmand var i gang med at flå hjertet ud af mit bryst med de bare næver, og det guddommelige havde lige givet mig en fuck finger. Den følelse kunne jeg sagtens genkende!
Søndag aften skulle jeg tilbage til København, og en lang uge ventede hjemme på Sjælland. Vi skiltes med tårer i øjnene, og det var formentlig lige så svært for mig at forlade hende den dag, som det ville have været for mig at drage i krig. Hele mit system skreg på at blive hos hende, men jeg måtte køre. Jeg vidste, at der ville gå mange dage, inden jeg igen kunne få mulighed for at holde om hende. Jeg skulle nemlig ikke til Herning den kommende weekend.
Jeg vågnede lørdag morgen efter en lang uge med tanken om, at jeg kunne dø, hvornår det skulle være. Måske ikke helt så sandsynligt, som tanken gav udtryk for. Det løb mig koldt ned ad ryggen.
Mine tanker kredsede ikke så meget om sygdommen som om mine elskede. Hvor hårdt det måtte være for dem, hvor kede af det, de ville blive, hvordan de ville komme til at reagere og mange andre tanker.
Jeg var nødt til at gå ud på mit badeværelse, kigge ind i spejlet, betragte mig selv og sige:
Tjaeee, gamle ven. Det er noget skidt. Kræft i bagdelen, lige som Ove, og han døde af det. Hold nu kæft, noget skidt! Men du dør ikke, det kan du glemme alt om, min ven. Du bliver her og tager dig af pigerne, din jyske kærlighed og de andre, du elsker. En smule kræft skal ikke få dig til at lægge dig fladt på ryggen med alle fire hjul i vejret. No way!
Min ældste datter boede hos mig på det tidspunkt. Hun var flyttet fra sin kæreste og havde ikke fundet en anden bolig endnu. Jeg bad hende komme med ud på altanen for at fortælle hende den kedelige nyhed.
Hvad så Papa, smilede hun, satte sig på stolen og tændte en smøg.
Jeg skal fortælle dig noget, som ikke er særligt rart at høre, men nu kan jeg ikke holde det fra jer længere.
Hun rynkede sine bryn, tog et hiv af smøgen og kiggede intenst på mig.
Jeg har fået konstateret kræft i endetarmen og skal i behandling med det samme.
Jeg nåede ikke at sige mere, før hendes ansigt skiftede farve, og hendes øjne blev store og fyldt med tårer. Hendes underkæbe rystede, og det var tydeligt, at hun holdt gråden og reaktionen tilbage.
Jeg tog fat i hende, trak hende ind til mig og kyssede hende på håret.
Jeg ved godt, det er svært at høre, min skat, og du må gerne græde. Lægen siger, jeg er kommet i god tid, så der er stor sandsynlighed for, at jeg bliver rask, hvis vi starter nu.
Jeg kunne mærke hendes krop skælve og høre hende ganske langsomt give slip på reaktionen. Jeg holdt hende ud i strakte arme og kunne nu se tårerne løbe ned ad hendes kinder. Hun var ligbleg i ansigtet og kunne ikke sige et eneste ord. Jeg trak hende ind til mig igen.
Er det det samme som morfar?
Hendes tårer løb. Hun havde morfars sygdom og død i meget frisk erindring og blev med det samme bange for, at hun skulle miste sin Papa også.
Ja, lille skat, men min knude er blevet opdaget meget tidligere end morfars.
Jeg smilede et trøstende smil til hende, men hun kiggede bare på mig med sine tårefyldte, røde øjne.
Kan du huske, at morfar havde gået med symptomerne i mange år inden, han fik det undersøgt?
Hun nikkede forsagt og lyttede videre.
Jeg har ikke haft symptomerne særligt længe og kom i god tid til undersøgelse, har lægen sagt til mig.
Det er da godt, ikke? Hendes øjne fik en anelse mere liv, og hun faldt ind i min favn.
Jo, min skat, det er rigtig godt.
Vi sad sammen lang tid, og jeg holdt om hende, kyssede hende på håret og kinden.
Såeee min skat, nu skal vi jo ikke forvente det værste. Jeg dør ikke af en smule kræft i røven. Jeg har stadig tænkt mig at blive 144 år, som jeg altid har truet jer med.
Jeg kunne mærke, at hendes åndedræt blev mere roligt, og langsomt blev hendes krop roligere. Hun ”faldt” ligesom mere ind i min favn, efterhånden som roen sænkede sig over hende.
Du bliver rask, far. Du skal love mig, at du bliver rask!
Min mave roterede som et sneglebor,og min hjerne voksede ca. 52 cm ud af min hovedskal, og hver en celle i min krop føltes som flammer. Tungen klistrede og smagte af dieselolie, mine øjne sved som svejserøjne, og jeg følte jordens undergang, mens jeg ledte efter et svar til hende.
Jeg er sikker på, at lægerne vil gøre alt, hvad de kan, for at gøre mig rask, lille skat, jeg skal nok slås alt det, jeg kan!
Det var forfærdeligt at fortælle hende dette, se hendes verden falde i grus og se angsten i hendes øjne. Jeg frygtede endnu mere at skulle fortælle hendes lillesøster dette og forudså en ganske forfærdelig reaktion.
Det blev en skidt dag og aften. Louise blev hjemme hos mig den lørdag, og jeg forberedte mig mentalt til at fortælle min yngste datter om situationen. Vi sad sammen i sofaen og kiggede TV uden at se det.
Søndag satte jeg mig i bilen og kørte, sammen med min ældste datter, til Jette, hvor den ”lille” boede. Som altid var der den store velkomst med kys og kram alle fire, og vi sludrede om løst og fast en lille tid.
Vi satte os, og jeg begyndte at fortælle, hvad der var sket.
Jeg er nødt til at fortælle jer noget skidt, som ikke er rart at høre, men jeg har fået konstateret kræft i endetarmen og skal i behandling med det samme.
Min datter reagerede ikke, som jeg havde troet, men alligevel kom der med det samme tårer i hendes øjne. Jette sad bag vores yngste datter, og hendes øjne fyldtes også med tårer. Ligesom min ældste datter havde de også morfars sygdom og død i frisk erindring.
Du må ikke dø ligesom morfar, far!
Hun kiggede kærligt og skræmt på mig, mens tårerne trillede ned af kinderne på hende.
Mit hjerte dundrede som en vulkan i udbrud, og jeg følte mig overbevist om, at alle kunne høre det som om en pauke, der blev tæsket med en knippel. Det gjorde ondt i min mave, og følelsen af en eksplosion i mit indre gav genlyd i mit trætte hoved.
Jeg vil gøre alt i min magt for ikke at følge med morfar ud i universet, skat.
Jeg tog hende ind til mig og kunne høre og mærke, at vores ældste datter også begyndte at græde. Jeg fik fat i hende, og nu sad vi der i sofaen alle fire og græd sammen. Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage men lod dem løbe.
Hvordan har du opdaget det, Torben?, spurgte Jette, og jeg fortalte om hele forløbet.
Jeg troede, det blev nemmere og nemmere at fortælle, men det var som om, min krop vendte vrangen ud hver gang, jeg fortalte det. Min hjerne føltes overophedet som et æg, der koger for længe og sprækker. Maven vendte og drejede sig ustandseligt som om, den ikke vidste, hvad der var ret og vrang. Mit hjerte pumpede, dundrede, eksploderede og stoppede skiftevis alt efter, hvordan de modtagende reagerede.
Åhhh, Torben, snøftede hun, det gør mig så ondt, at du skal igennem dette. Hun holdt den ene hånd op til ansigtet og græd, mens hun lagde den anden på min kind.
Det er jeg også, Jette, men jeg har ikke tænkt mig at dø af det!
Vores yngste datter var mere fattet, end jeg havde troet, og det virkede som om, hun turde tro på, at jeg ikke skulle dø som morfar. At jeg kunne blive rask, hvis jeg fik den rette behandling.
Jeg er bange, far, men hvis der er nogen, som kan tæve kræften, er det dig.
Selvfølgelig var hun bange og havde ængstelige følelser i forhold til, at hendes far havde kræft og kunne dø af det.
Lige præcis, min skat. Jeg skal sat’me nok tvære den kræft op ad muren og spytte den lige i fjæset.
Et ”forkølet” Hahahaha… kom ud af hendes mund, og i et glimt smilede hun til mig. Jeg smilede tilbage, inden det forsvandt.
Hun skulle også sidde hos Papa, blive krammet og holdt om, medens jeg kyssede hende på håret og kinden. Hun trykkede sig ind til mig, og vi var alle fire meget kede af det. Tårerne trillede ned ad vores kinder.
Farvel lille skat.
Jeg kyssede min yngste datter på munden, strøg hende over håret og holdt hende meget fast ind til mig.
Jeg elsker dig, Trut, af hele mit hjerte, hviskede jeg og kunne næsten ikke slippe hende.
Jeg elsker også dig, Paps.
Hun var tapper og smilede til mig.
Jeg gik over til Jette og krammede hende.
Vi ses, min skat, jeg elsker dig og skal nok holde dig orienteret.
Vi stod lidt, mens hun fattede sig.
Elsker også dig, Torben, pas på dig selv.
Jeg havde nu informeret mine døtre. mine forældre og Jette. Resten måtte komme hen ad vejen.
På vejen hjem til København sad min ældste datter og jeg i tavshed det meste af vejen. Hjemme satte vi os i sofaen og holdt om hinanden, så tiden bare kunne gå.
Mens vi sad der, begyndte mine tanker at drive tilbage til den dag, jeg blev klar over, at noget var grueligt galt i min bagdel.