Det, som sker mod dig, sker for dig.
Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år. Abraham Lincoln
Mit navn er Torben, jeg er 61 år gammel og jeg fik konstateret kræft i endetarmen i 2013. I dag har jeg to stomier og har impotens.
Denne bog beskriver den rejse som kræften ufrivilligt kastede mig ud på.
Min hensigt med denne bog er at fortælle andre, som ufrivilligt havner i en situation som min, eller lignende, at livet sagtens kan genoptages og formes til en ubetinget lykke.
Da jeg så døden i øjnene. Blev lemlæstet i en ubegribelig grad. Følte, at jeg blev svigtet helt umenneskeligt af et menneske, jeg elskede højere, end jeg havde elsket før. Blev jeg helt og aldeles overbevist om, at livet ikke længere var værd at leve. Men heri tog jeg dog gruelig fejl.
Det nemmeste i denne verden var at lægge mig ned på ryggen med alle fire hjul i vejret og give op. Intet var nemmere og mere tillokkende i den situation, hvor jeg fik konstateret en livstruende sygdom, end at gøre lige præcis det.
Med en diagnose på kræft i endetarmen, anal kræft, så det helt uoverskueligt ud, og jeg fik pludselig et helt andet perspektiv på livet og det vigtige i det.
Mine børn væltede, naturligvis, frem i tankerne, og alle de mennesker, jeg holder af og elsker, blev pludselig krystalklare i mit udsyn.
Livet synes meget sårbart og skrøbeligt og jeg så dage, timer, minutter og sekunder forsvinde som dug for solen i en hastighed, jeg aldrig tidligere har oplevet. Sommeren er pludselig helt ufatteligt smuk og dejlig, selvom det næsten er efterårsvejr, og de grå og mørke dage er ikke længere noget snot, men meget dyrebare og dejlige, fordi jeg oplever dem. Fordi jeg lever dem.
Perspektiv er en fantastisk ting. At få sat tingene i perspektiv er altid fornuftigt og godt. Perspektivet, der kommer af en diagnose på kræft, er overraskende og ikke så behageligt. Det er ikke fornuftigt, ej heller godt i nuet, men det kommer og fylder meget. Fyldte mig helt op og skabte al den uro, frygt og ængstelse, jeg kunne forestille mig. Sådan et perspektiv ryster mennesker, og mennesker giver op.
Hvordan rummede du en livstruende sygdom?
Jeg kender faktisk ikke svaret på dette spørgsmål. Nogle rummer det ikke og andre gør. Så ”enkelt” er det.
Det, som er hårdest, er den kombination, som ikke kan være anderledes, at jeg skal forholde mig til og erkende min livstruende sygdom. Samtidig med denne erkendelse skal
jeg være stærk for mine elskede. Jeg skal rumme behovet for at blive trøstet og selv trøste endnu mere.
Det er det, jeg synes, har været det sværeste. Det kræver nogle helt uforlignelige kræfter at rumme begge dele, og det kunne ikke forhindres, at jeg brød sammen ind i mellem.
Jeg har rummet dette, formået at kunne erkende og behandle min sygdom rationelt samtidig med, at jeg har været stærk for alle mine elskede. De gange, jeg er brudt sammen, har jeg gudskelov været alene.
Det var meget surrealistisk at få besked om, at jeg var livstruende syg. Der gik noget tid, inden jeg fattede og erkendte det. Indtil erkendelsen er det blot nogle tanker, der flyder rundt i kaosset, og jeg tillagde det ikke så megen betydning. Det sker jo kun for naboen.
Langsomt kommer erkendelsen, og især da jeg første gang lagde mig til rette i strålekanonen og lå helt alene i det kølige rum, lyttende til de lyde som sådan en kanon laver, når den kører. Lige der begyndte erkendelsen at komme, og jeg mærkede frygten komme snigende, bekymringen for mit liv, nervøsiteten for hvad jeg skulle igennem og så videre. Lige der gik det op for mig, at jeg kunne dø når som helst af det skidt.
Noget af det vigtigste var selvfølgelig, at jeg havde mine elskede omkring mig. At jeg følte mig elsket og værdsat som mand, elskende og far. Det er uendeligt vigtigt, at ens nærmeste ikke svigter men holder fast og støtter en på vejen gennem behandlingen og mod helbredelse. At de er der for en.
Det var vigtigt, at de gav den trøst og kærlighed, jeg havde behov for i mit livs sværeste og mørkeste stund. Det er vigtigt for den kræftramtes styrke til at komme igennem forløbet, at de nærmeste medvirker til, at dennes styrke holder ud og kan rumme deres sorg og bekymringer.
Heldigvis har jeg været heldig, at mine elskede har stået bag mig 100% og ”båret” mig gennem processen mod min helbredelse. Uden den konstante støtte og kærlighed havde jeg aldrig haft den styrke, som har rummet alt. Min egen bekymring, min bedrøvelse og deres bekymringer og bedrøvelse.
Jeg har magtet mit arbejde under behandlingen. Magte at søge internettet igennem for andre løsninger. Magtet at tage diskussionen op med lægerne. Magtet at tage til London for en rigtig 2. opinion. Magtet den endelige operation og magtet at være den, som passer på mine elskede. Trøstet dem, når de har haft brug for det, og forsikret dem om, at døden ikke kommer på besøg i mit liv. Endnu.
Tiden er en underlig størrelse. En størrelse, vi ikke skænker en tanke i vort liv og dagligdag under almindelige omstændigheder. Først, når vi konfronteres med vores egen dødelighed og begrænsede tid på denne jord, begynder vi at bemærke, hvor flygtig tiden er, og først når livet planter sin ulidelige lethed lige midt i fjæset på os, får vi ”øje” på tiden og værdsætter den i hvert eneste sekund…tik, tak, tik, tak…
Når vi fødes, har vi alle en vis tid på denne jord – hvert tik eller tak, skærer en tynd skive af denne tid…tik, tak, tik, tak…
Tik – en mulighed for lykke er væk…
Tak – et skødesløst ord lukker én dør og åbner en anden…
Tik, tak, tik, tak…
Altid løber vi tør for tid…
Min tid er næsten udløbet, og med en kræftdiagnose er jeg tabt mellem sekunderne og befinder mig i de uendelige muligheder mellem tik og tak…
Tik – jeg er i live…
Tak – jeg er…tjaeee, det var et godt liv…men kort…
Tik, tak, tik, tak…
Livet er en gave, i al fald for mennesker i denne ende af verden. Vi er så uendeligt privilegerede på disse breddegrader og tager alt for meget for givet, herunder også vort liv. Først når modstanden indfinder sig, hvilket den altid gør, får vi set på vort liv og vurderet det.
Det er værd at tænke over at:
• Ca. 37.000 mennesker får kræft hvert år i Danmark.
• Ca. 15.500 mennesker dør af kræft hvert år i Danmark.
• Knap 285.000 danskere lever med en kræftdiagnose.
• Ca. 60% er levende efter 5 år efter deres kræftbehandling i Danmark.
Udviklingen er voldsom og frygtindgydende:
• I 1900 fik éen ud af 20 mennesker kræft.
• I 1940erne fik éen ud af 16 mennesker kræft.
• I 1970erne fik éen ud af 10 mennesker kræft.
• I 2000 fik éen ud af 3 mennesker kræft.
Jeg er éen af de tre mennesker i Danmark som fik kræft. Jeg håber ikke, udviklingen fortsætter, udelukkende fordi vi ikke fatter eller vil erkende, hvad statistikkerne fortæller os.
Jeg håber ikke du bliver éen af de næste tre men hvis du gør så husk at kræft er en sygdom som “bare” skal behandles, lige som andre sygdomme…
Kilder:
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/fakta-om-
https://www.youtube.com/watch?v=wiH9D-8Ztu8