Du skriver og sp\u00f8r Hvad der er sket Jeg er blevet s\u00e5 underlig t\u00f8r Og konkret Hvor er den glade som sang sine sange Til solens pris Var han uheldig at se Eller s\u00e5 han mon heldigvis Ok du skal f\u00e5 en forklaring De bl\u00e5 \u00f8jne faldt For en bitter erfaring<\/em> Sommeren i Danmark viste sig fra sin smukkeste side den dag i juni, hvor jeg drejede ind p\u00e5 Bispebjerg Hospitals parkeringsplads. Den badede mine sanser med varme, liflige dufte, dejlige lyde og smukke billeder. Dansk sommer, n\u00e5r den er absolut bedst.<\/p>\n For helvede hvor er det tr\u00e6ls det her, hvad mon jeg f\u00e5r at vide? Damn, jeg h\u00e5ber ikke, det er kr\u00e6ft i r\u00f8ven som Ove.<\/em> Tankerne drev hvilel\u00f8st rundt i mit hoved, og maven signalerede, at den snart skulle vende eller t\u00f8mmes. Jeg kiggede op igen med \u00e5bne \u00f8jne, slukkede bilen og steg ud af den.<\/p>\n Sommeren var lige startet. Vi skrev den 4. juni 2013, og jeg skulle til m\u00f8de med overl\u00e6gen p\u00e5 K ambulatoriet omkring den knude, som speciall\u00e6gen havde konstateret i min endetarm f\u00e5 dage forinden.<\/p>\n Jeg har taget en biopsi, Torben som skal unders\u00f8ges p\u00e5 det hospital, jeg henviser dig til. I Danmark er det s\u00e5dan, at du bliver henvist under Cancerprotokollen, n\u00e5r du har en knude.<\/em><\/p>\n Han n\u00e5ede ikke at tale ud, for jeg afbr\u00f8d ham meget bestemt og sagde: Speciall\u00e6gen kiggede p\u00e5 mig og sagde: Jeg smilede lidt anstrengt tilbage og fik vist ogs\u00e5 lidt farve i kinderne.<\/p>\n Nu tr\u00e5dte jeg s\u00e5 ind p\u00e5 ambulatoriet, gik hen til receptionen og meldte min ankomst. En smilende sygeplejerske b\u00f8d mig velkommen. Efter at jeg havde tastet mit CPR-nummer ind og kigget p\u00e5 sk\u00e6rmen, bad hun mig om at tage plads i venteafdelingen et \u00f8jeblik. S\u00e5 ville hun meddele l\u00e6gen, at jeg var ankommet.<\/p>\n Mine \u00f8jne gled rundt p\u00e5 de kedelige v\u00e6gge, der ikke havde f\u00e5et en klat maling, siden ruder konge var kn\u00e6gt. Ingen farver, kun \u201dfalmet\u201d hvidt, et stativ med brochurer om sygdom, en TV-sk\u00e6rm der hovedl\u00f8st gentog: Vi har patienten i fokus. Hvorfor kan de ikke g\u00f8re bare en lille smule ud af s\u00e5dan et venteomr\u00e5de?<\/em><\/p>\n S\u00e5dan t\u00e6nkte jeg og rystede p\u00e5 hovedet indvendigt, mens jeg sk\u00e6nkede en kop kaffe og satte mig. Jeg hedder for \u00f8vrigt Mille<\/em>, sagde hun og hilste p\u00e6nt p\u00e5 mig. Vi gik ind i et lokale, hvor hun bad mig tage plads. Okay.<\/em> Hun kiggede p\u00e5 mig. Hun begyndte at stille sine sp\u00f8rgsm\u00e5l og udfylde alle sine papirer. Vi snakkede, grinede ogs\u00e5, og var alvorlige ind i mellem. Det er da altid noget, at sygeplejersken er s\u00e5 l\u00e6kker.<\/em><\/p>\n Det var dog helvedes til tid, han er om det<\/em>, sukkede jeg ind\u00e6dt. Mon han f\u00f8rst skal have lukket en operation, inden han kommer den gode overl\u00e6ge?<\/em><\/p>\n Hvad nu hvis det er kr\u00e6ft?<\/em><\/p>\n Jeg kunne m\u00e6rke g\u00e5sehuden rejse sig over hele kroppen.<\/p>\n Kr\u00e6ft er jo ikke ligefrem det samme som en snotn\u00e6se, og hvad skal der s\u00e5 ske med pigerne? Hvem skal…?<\/em><\/p>\n D\u00f8ren gik op, overl\u00e6gen tr\u00e5dte ind og rakte h\u00e5nden ud til hilsen. Lige bag ham kom Mille. Det blev jeg glad for.<\/p>\n Goddag Torben, jeg hedder Morten og er overl\u00e6ge her p\u00e5 Bispebjerg Hospitals K ambulatorium. Det er mig, der skal operere dig, hvis biopsien viser sig at v\u00e6re kr\u00e6ft, menehhhh, det ved vi jo ikke endnu.<\/em> Han satte sig ved bordet og begyndte at tale om knuden. Han ville informere mig om forl\u00f8bet, i fald det var kr\u00e6ft. Da vi jo ved at knuden sidder p\u00e5 din lukkemuskel, kan jeg sige allerede nu, at hvis du skal opereres, skal vi fjerne lukkemusklen og dermed anl\u00e6gge en stomi. Vi f\u00f8rer tyktarmen ud gennem bugv\u00e6ggen, s\u00e5 du f\u00e5r en permanent stomi.<\/em><\/p>\n Stomi!<\/strong><\/p>\n Ordet hang tungt i lokalet og alle mine h\u00e5r rejste sig p\u00e5 kroppen.<\/p>\n Skal jeg have en stomi? Hvad fanden…en stomi?<\/em><\/p>\n Jeg stoppede Morten i hans forklaring og udbr\u00f8d: En stomi, er det den eneste m\u00e5de at g\u00f8re det p\u00e5?<\/em><\/p>\n Jaee, desv\u00e6rre er det den eneste m\u00e5de at g\u00f8re det p\u00e5, Torben. Vi kan ikke erstatte lukkemusklen eller reparere den, s\u00e5 derfor er vi n\u00f8dt til at fjerne den.<\/em><\/p>\n Han kiggede p\u00e5 mig, og jeg kunne se alvoren i hans \u00f8jne, inden han fortsatte.<\/p>\n Der er f\u00f8r i tiden udf\u00f8rt forskellige fors\u00f8g med Kunstige lukkemuskler, endda fra forskellige dyr, men intet har fungeret, s\u00e5 derfor kan vi ikke erstatte den eller fixe den, s\u00e5 du slipper for en stomi.<\/em><\/p>\n Jeg stirrede direkte p\u00e5 overl\u00e6gen og m\u00e6rkede s\u00e5 Milles \u00f8jne, der omsorgsfuldt kiggede p\u00e5 mig. Jeg drejede hovedet og kiggede p\u00e5 hende.<\/p>\n Torben, det er alts\u00e5 ikke et problem at have en stomi i dag. Man kan alt det, man hidtil har kunnet, og der er stort set ikke nogen former for begr\u00e6nsninger for mennesker med stomi.<\/em><\/p>\n Hun smilede s\u00f8dt til mig, mens jeg h\u00f8rte hendes ord d\u00f8 ud. Ordene gav mig n\u00e6sten tics, og jeg kunne m\u00e6rke den sorte sky h\u00e6nge olmt lige over mig.<\/p>\n Ja, det er sgu muligt, det er s\u00e5dan i dag, Mille, men for en mand p\u00e5 50+ ska’ det jo lige falde p\u00e5 plads i hans hoved. Og uanset hvad der kan siges, s\u00e5 vil der naturligvis v\u00e6re en del psykiske begr\u00e6nsninger ved at f\u00e5 en stomi.<\/em><\/p>\n Hun gav mig stiltiende ret, fordi hun sikkert kunne se og m\u00e6rke, at den halvgamle idiot overfor hende ikke lod sig sweettalke af en blond, l\u00e6kker sygeplejerske. Vi sluttede samtalen af, og Morten spurgte mig direkte:<\/p>\n Vil du have en telefonopringning p\u00e5 fredag om resultatet af biopsien, alts\u00e5 om det er kr\u00e6ft, eller vente til den planlagte samtale mandag formiddag? Jeg m\u00e5 faktisk ikke ringe til dig, men hvis du vil have besked ,n\u00e5r biopsiens resultater lander p\u00e5 mit bord, g\u00f8r jeg det gerne.<\/em><\/p>\n K\u00e6re Morten, n\u00e5r du ved noget, vil jeg vide det. Du skal ringe til mig, uanset hvad fanden reglerne siger.<\/em> Morten nikkede forst\u00e5ende. Vi gav hinanden h\u00e5nden, sagde farvel og gik ud af d\u00f8ren alle tre. Ude p\u00e5 gangen krammede jeg Mille og sagde p\u00e6nt farvel, inden jeg forlod K ambulatoriet.<\/p>\n P\u00e5 vej tilbage til mit arbejde kredsede tankerne om samtalen.<\/p>\n Stomi. En permanent stomi. Hvad sker der for det?<\/em><\/p>\n H\u00e5rene p\u00e5 min krop stod stadig og strittede alt det, de kunne. Samtidig kom jeg til at t\u00e6nke p\u00e5, hvor heldig jeg alligevel var. Jeg havde jo en k\u00e6reste og skulle ikke ud p\u00e5 det gr\u00e5 k\u00f8dmarked med en pose p\u00e5 maven. En fuldst\u00e6ndig og uvirkelig tanke at forholde sig til, et skr\u00e6kscenarie ud over alle gr\u00e6nser.<\/p>\n Hvad s\u00e5 Nielsen, hvad sagde de?<\/em><\/p>\n Min kollega spurgte i samme \u00f8jeblik, jeg tr\u00e5dte ind p\u00e5 kontoret.<\/p>\n Det er noget skidt, min ven. Det er sikkert kr\u00e6ft, og hvis jeg ikke skal d\u00f8 af det, skal de operere mig og give mig en stomi.<\/em><\/p>\n Hold da k\u00e6ft, Nielsen, det er ikke godt! Men du ved alts\u00e5 ikke, om det er kr\u00e6ft?<\/em><\/p>\n N\u00e6eee, vi har ikke f\u00e5et svaret p\u00e5 biopsien, s\u00e5 derfor aner jeg ikke, hvad det er. M\u00f8det handlede om, hvad der skal ske, hvis det er kr\u00e6ft, men jeg f\u00e5r f\u00f8rst besked p\u00e5 fredag.<\/em><\/p>\n En stomi er vel til at leve med, hvis du s\u00e5 overlever, Nielsen. Er det ikke?<\/em><\/p>\n N\u00e5r man sk\u00e6rer helt ind til benet, s\u00e5 ja. Men jeg skal ogs\u00e5 have livskvalitet, hvis jeg overlever.<\/em><\/p>\n Nielsen, det vigtigste er da, at du overlever. T\u00e6nk p\u00e5 dine b\u00f8rn, mand! De vil da hellere have dig med en stomi end i en grav!<\/em><\/p>\n Ja, selvf\u00f8lgelig, og jeg skal nok finde ud af at leve med masser af livskvalitet, selvom min krop bliver maltrakteret.<\/em><\/p>\n Ja, det er jeg ikke i tvivl om, Nielsen. Din indstilling til livet er s\u00e5 positiv og levende. Jeg har aldrig m\u00f8dt et menneske, der lever s\u00e5 meget i nuet, som du g\u00f8r.<\/em><\/p>\n Samtalen fortsatte en tid, inden vi vendte tilbage til arbejdet.<\/p>\n De n\u00e6ste dage gik som vanligt. Arbejdet tog den tid af mit liv, som det tog, men tankerne klumpede stadig rundt om stomien, kr\u00e6ft og mit liv. Hej Torben, det er Morten fra Bispebjerg. Jeg lovede at ringe til dig, n\u00e5r jeg havde resultatet af biopsien.<\/em><\/p>\n Hej Morten, hvad siger den s\u00e5?<\/em><\/p>\n Jeg er ked af at fort\u00e6lle dig, at det er kr\u00e6ft, s\u00e5 vi skal i gang med det samme.<\/em><\/p>\n Ordene gav genlyd, og det ligesom trykkede for \u00f8rerne. Ordene l\u00f8d hule og rumlende. Lidt som et begyndende tordenvejr. Jeg blev stille, bem\u00e6rkede end ikke de biler, der susede forbi, men sl\u00e6kkede tankel\u00f8st p\u00e5 farten.<\/p>\n Er du okay, Torben<\/em>, spurgte han, mens jeg stadig h\u00f8rte ordet KR\u00c6FT i mit indre \u00f8re.<\/p>\n Helt instinktivt og robotagtigt fl\u00f8j det ud af munden p\u00e5 mig: Ja, ja…jeg er helt okay.<\/em><\/p>\n Det l\u00f8d som en d\u00e5rlig filmreplik der gentog sig selv inde i mit hoved, mens jeg krampagtigt k\u00f8rte bilen ind i n\u00f8dsporet. Ganske langsomt blev min lydt\u00e6tte boble mindre og mindre lydt\u00e6t. Bilernes lyde, der susede forbi, kom mere og mere ind i boblen og br\u00f8d stilheden. FUCK I SKURET, jeg har kr\u00e6ft i r\u00f8ven. For helvede da ogs\u00e5 noget lort. Ditte g\u00e5r og venter p\u00e5, at jeg skal ringe. \u00c5hhh, for satan da.<\/em><\/p>\n Det var en af de frygteligste situationer, jeg nogensinde havde v\u00e6ret i, og oveni skulle jeg ringe til min k\u00e6reste og fort\u00e6lle, at jeg havde kr\u00e6ft. Hej skat, det er dejligt, du ringer. Jeg g\u00e5r og savner dig.<\/em><\/p>\n Jeg kunne m\u00e6rke gl\u00e6den i hendes stemme og se hendes glade, smukke ansigt for mig, hendes smil, de r\u00f8de l\u00e6ber og hendes funklende \u00f8jne.<\/p>\n Hej smukke, jeg savner ogs\u00e5 dig.<\/em><\/p>\n Det gjorde ondt helt ind i min sj\u00e6l, og selv om ordene formede sig p\u00e6nt og ordentligt i mit hoved, kunne jeg ikke f\u00e5 dem ud over l\u00e6berne. Jeg udsk\u00f8d at fort\u00e6lle om biopsiens resultat, og i stedet sludrede jeg lidt om den n\u00e6stkommende weekend. Til sidst m\u00e5tte jeg bide i det sure \u00e6ble og fort\u00e6lle hende om resultatet.<\/p>\n Jeg svedte som et svin.<\/p>\n Jeg har talt med l\u00e6gen fra Bispebjerg. Det er desv\u00e6rre kr\u00e6ft, og jeg skal i behandling s\u00e5 hurtigt som muligt.<\/em><\/p>\n Reaktionen udeblev ikke. Hun begyndte at sn\u00f8fte med det samme, hun h\u00f8rte ordene. Selv om jeg havde ventet en reaktion som denne, kom den alligevel bag p\u00e5 mig, og jeg skyndte mig at sige: L\u00e6gen siger, at hvis vi kommer i gang med det samme, skal han nok f\u00e5 al kr\u00e6ften ud af mig. Jeg har ikke t\u00e6nkt mig at d\u00f8 af den smule kr\u00e6ft, min skat.<\/em><\/p>\n Jeg kunne sagtens selv h\u00f8re, hvor tomme de ord l\u00f8d, og mine fors\u00f8g p\u00e5 at tr\u00f8ste hende virkede ikke helt. Hun sn\u00f8ftede og gr\u00e6d ind i mellem i resten af samtalen. Mod slutningen af samtalen fokuserede vi p\u00e5, at jeg kom til Jylland den n\u00e6stf\u00f8lgende weekend. Faktisk allerede om onsdagen.<\/p>\n Vi ses onsdag aften skat, jeg kommer s\u00e5 hurtigt jeg kan.<\/em><\/p>\n Jeg gav hende et kys gennem telefonen og sluttede med: Jeg elsker og savner dig.<\/em><\/p>\n Weekenden gled langsomt ud af mit liv i K\u00f8benhavn. Den havde kun et form\u00e5l: At g\u00e5, s\u00e5 det kunne blive mandag. Jeg rejste mig langsomt, og det var som om, kroppen ikke rigtigt ville op p\u00e5 h\u00f8jkant. Tunge skridt ud i k\u00f8kkenet, t\u00e6nde for kaffen per instinkt og ud p\u00e5 badev\u00e6relset. Den s\u00e6dvanlige morgentoilette blev overst\u00e5et, og jeg satte mig ud p\u00e5 altanen med min kaffe og en sm\u00f8g. Alle omkring mig \u201dsparkede\u201d til mig med hensyn til min rygning. Is\u00e6r Jette, min eks-kone, var \u201dh\u00e5rd\u201d ved mig.<\/p>\n For fanden da, Torben. Synes du ikke, det ville v\u00e6re p\u00e5 tide at holde op med det skidt. Hvad skal der til, f\u00f8r du stopper?<\/em><\/p>\n Jeg kan jo ikke komme med noget, der argumenterer imod det, du siger, Jette, og jeg diskuterer det da ogs\u00e5 med mig selv ind i mellem.<\/em><\/p>\n JA! Det er typisk dig, hvor jeg husker det. Du t\u00e6nker kun p\u00e5 dig selv, n\u00e5r det handler om at ryge eller ikke ryge. Kunne du ikke t\u00e6nke p\u00e5 dine piger og alle os andre, som gerne vil have dig i vores liv mange \u00e5r endnu?<\/em><\/p>\n Jette er stadig efter mig, hun griber enhver mulighed for at sparke mig bag i, n\u00e5r jeg t\u00e6nder en sm\u00f8g.<\/p>\n Da jeg indfandt mig p\u00e5 Bispebjerg, var det Mille, der tog imod mig med et knus. Hun bad mig vente i det kedelige venteomr\u00e5de, indtil hun havde fanget Morten. Jeg snuppede en kop kaffe og satte mig for at vente. Ikke s\u00e5 l\u00e6nge efter kom Morten hen ad gangen og tog mig med. Knuden sidder et meget uheldigt sted, Torben. S\u00e5 uheldigt, at du bliver n\u00f8dsaget til at f\u00e5 anlagt en stomi. Jeg er n\u00f8dt til at skrumpe knuden med str\u00e5ler og kemo, inden vi opererer, s\u00e5 jeg kan komme til. Hmmm, den sidder bare skidt.<\/em> Ser du, jeg skal jo fjerne lukkemusklen, og derfor skal jeg ogs\u00e5 lukke det hul, som lukkemusklen efterlader. Det skal jo g\u00f8res med levende v\u00e6v fra et andet sted p\u00e5 kroppen, og det er ikke s\u00e5 ligetil endda. Hmmmm.<\/em><\/p>\n Han sad og t\u00e6nkte, men det var ikke mig, han t\u00e6nkte p\u00e5. Han t\u00e6nkte p\u00e5 sig selv og den udfordring, han stod over for som kirurg. Det er ikke en specielt kompliceret operation, selvom knuden sidder s\u00e5 skidt, men forholdsvis almindelig. Det er en operation, jeg har foretaget en del gange, Torben. Du er i gode h\u00e6nder, og vi ved hvad det drejer sig om.<\/em><\/p>\n Morten snakkede om operationen for at forberede mig s\u00e5 godt som muligt. Det vil nok aldrig rigtigt lykkes en kirurg at forberede en patient p\u00e5 en forest\u00e5ende operation, s\u00e5dan helt.<\/p>\n Ja tak Morten, men for mig er det en helt ut\u00e6nkelig og voldsomt skr\u00e6mmende operation.<\/em><\/p>\n Mille supplerede Morten: Vi er helt klar over, at du ikke synes, det er en rutineoperation, Torben, men vi ved ogs\u00e5 med vores erfaring, at du er i gode h\u00e6nder og vil blive passet p\u00e5 under hele operationen. Vi ved ogs\u00e5, at du ikke skal frygte stomien, for du kan sagtens leve et helt almindeligt liv med en stomi.<\/em><\/p>\n Jeg kunne m\u00e6rke, at jeg begyndte at koge indvendigt, for det var mig, der skulle have en stomi p\u00e5 maven. Ikke dem!<\/p>\n Stomisygeplejerskerne i k\u00e6lderen vil sige det samme til dig, og alternativet er da mere skr\u00e6mmende. <\/em>Hendes \u00f8jne kiggede omsorgsfuldt p\u00e5 mig.<\/p>\n Det er da helt klart, Mille, at alternativet slet ikke er en option. Hvis en stomipose er prisen for at redde livet og se mine d\u00f8tre leve deres liv og m\u00e5ske endda s\u00e6tte b\u00f8rn i verden, s\u00e5 er det selvf\u00f8lgelig s\u00e5dan, det er.<\/em><\/p>\n Vi kom efter noget tids snakken om dit og dat til den n\u00e6rmeste fremtid for mit vedkommende. Morten forklarede: Vi har allerede kontaktet Rigshospitalets kr\u00e6ftafdeling. Vi samarbejder med Riget i alle kr\u00e6ftbehandlinger, og Mille bestiller tid p\u00e5 Riget, s\u00e5 du kommer til en samtale omkring str\u00e5le- og kemobehandling, n\u00e5r vi er f\u00e6rdige her.<\/em><\/p>\n Den umiddelbare fremtidige behandling skulle foreg\u00e5 nogenlunde s\u00e5ledes: F\u00f8rst skulle Morten og l\u00e6gerne p\u00e5 Riget have min kr\u00e6ftknude op p\u00e5 en intern konference. Dette foreg\u00e5r altid om fredagen, og min ville blive taget med p\u00e5 den kommende fredags konference. Jeg vil gerne lige h\u00f8re om nogle alternativer til kemo, str\u00e5ler og operation, Morten. Jeg har l\u00e6st om hypertermi, som n\u00e6sten ikke har nogen bivirkninger. De bruger det blandt andet i Sverige, og jeg kunne godt t\u00e6nke mig at h\u00f8re, om jeg kan f\u00e5 s\u00e5dan en behandling.<\/em><\/p>\n Morten lyttede opm\u00e6rksomt og jeg fortsatte.<\/p>\n I Tyskland og andre steder anvendes der en anden behandling, som ogs\u00e5 har ganske f\u00e5 bivirkninger: Regional kemoterapi. Det lyder for mig som om, det ogs\u00e5 kan anvendes som min behandling. Kan du fort\u00e6lle mig om disse?<\/em><\/p>\n Jeg havde kigget p\u00e5 nettet og v\u00e6ret inde p\u00e5 Tidslernes og Kr\u00e6ftens Bek\u00e6mpelses hjemmesider. Den vej igennem havde jeg fundet frem til, at man behandler p\u00e5 andre m\u00e5der andre steder i verden. I Sverige, England og Tyskland anvender man metoder, som vi ikke arbejder med i Danmark: Regional kemoterapi er en behandling, hvor kemoen spr\u00f8jtes direkte ind i tumoren, is\u00e6r i levermetastaser. Behandlingen foretages bl.a. af Dr. Thomas Vogl i Frankfurt, og mange danskere har taget turen derned og f\u00e5et behandling med denne noget blidere kemoterapi. I 2009 begyndte Herlev Hospital og \u00c5rhus Universitetshospital at lave disse behandlinger p\u00e5 eksperimentel basis, men endnu her i 2013 er det ikke en behandling, der tilbydes som standardbehandling. Hovedmanden bag den \u201dnye\u201d metode er professor i kirurgi, Karl-G\u00f6ran Tranberg, fra universitetet i Lund.<\/p>\n I mods\u00e6tning til de behandlingsmetoder, politikerne og Sundhedsstyrelsen har valgt i Danmark, hvor str\u00e5lebehandling er en af hj\u00f8rnestenene, s\u00e5 er der ikke nogen for kroppen skadelige processer involveret. Samtidig er udstyret langt billigere end str\u00e5lekanoner. Desv\u00e6rre Torben, s\u00e5 kender jeg ikke behandlingen i Sverige. Det er ikke en behandling, jeg har h\u00f8rt om, s\u00e5 den er m\u00e5ske eksperimentel. Regional kemoterapi har jeg h\u00f8rt om, og jeg tror ogs\u00e5, der er noget i gang i Danmark p\u00e5 et af de jyske hospitaler, men det er ikke en godkendt behandling i Danmark, s\u00e5 derfor kan vi ikke tilbyde den.<\/em><\/p>\n Jamen s\u00e5 kan jeg vel bare komme til Sverige eller Tyskland, hvis vi mener at disse behandlinger er i orden?<\/em><\/p>\n Jeg havde l\u00e6st p\u00e5 nettet, at Dr. Tranberg havde arbejdet med hypertermi de sidste 25 \u00e5r, og Dr. Vogel havde behandlet med regional kemoterapi n\u00e6sten lige s\u00e5 l\u00e6nge, s\u00e5 i de to respektive lande kunne det jo ikke v\u00e6re eksperimentelle behandlinger.<\/p>\n Det kan jeg slet ikke love dig, Torben. Det er helt op til Sundhedsstyrelsen at vurdere s\u00e5dan noget, og det er utroligt sv\u00e6rt at f\u00e5 penge med til behandling i et andet land. Det er faktisk kun i de tilf\u00e6lde, hvor Danmark ikke kan tilbyde behandling, at det kan komme p\u00e5 tale.<\/em><\/p>\n Det er sgu da for idiotisk, Morten.<\/em><\/p>\n Jeg satte mig ret op i stolen og placerede mine h\u00e6nder p\u00e5 bordet med et dr\u00f8n, s\u00e5 Mille kiggede forbavset p\u00e5 mig.<\/p>\n Bare fordi danske hospitaler ikke tilbyder disse to behandlinger, s\u00e5 skal vi da have mulighed for at blive behandlet, uanset hvor i verden det foreg\u00e5r. Sikke noget crap.<\/em><\/p>\n Mine \u00f8jne gl\u00f8dede som Saurons \u00f8je i Ringenes Herre. Jeg m\u00e6rkede vreden buldre gennem kroppen som en flok bissende okser over pr\u00e6rien. Hvis jeg p\u00e5 noget tidspunkt opdager, at jeg f\u00e5r en typisk dansk plejerbehandling, vil Bispebjerg slet ikke \u00f8nske sig at f\u00e5 den hvirvelvind ind ad d\u00f8ren, som jeg kan blive, Morten.<\/em><\/p>\n Mit stemmeleje var lavt og venligt, men urokkeligt fast.<\/p>\n Vi sluttede m\u00f8det med en aftale om, at Morten ville informere mig l\u00f8bende. Vi sagde farvel, og Mille fulgte mig ned i k\u00e6lderen for at hilse p\u00e5 stomisygeplejerskerne Mette og Trine. Hej jeg hedder Mette. Velkommen til k\u00e6lderen, hvor Trine og jeg bor<\/em>, sagde hun k\u00e6kt og rakte mig h\u00e5nden. Bispebjerg har to stomisygeplejersker. Trine, som er en yngre kvinde, der altid er s\u00f8d og im\u00f8dekommende. En dejlig, varm kvinde fyldt med hum\u00f8r, og jeg er sikker p\u00e5, at de mennesker, som hun r\u00e5dgiver og snakker med, er vanvittigt glade for hende. Hernede hos os er du altid velkommen, Torben. Det kan godt v\u00e6re, vi ikke har tid ind i mellem, men vi fors\u00f8ger af vores gode hjerter at n\u00e5 alle de henvendelser, vi f\u00e5r.<\/em> Jeg takkede for den hjertelige modtagelse og sagde farvel til de to stomisygeplejersker.<\/p>\n Mille og jeg gik op til K ambulatoriet igen. Vi sludrede lidt, inden jeg gav hende et knus og et kys p\u00e5 kinden. Hun sagde farvel og gik ind gennem d\u00f8ren til kontoret. Mmmmm, sikke dog en smuk dag. Synd, at noget af den er blevet brugt indenfor p\u00e5 et hospital.<\/em><\/p>\n Jeg n\u00f8d, at varmen kunne m\u00e6rkes lige der i solen. Tjae, du gamle. M\u00e5ske skulle du kvitte de der sm\u00f8ger nu, hvor din krop har brug for al sin energi til at sl\u00e5s med kr\u00e6ften!<\/em><\/p>\n Jeg slukkede sm\u00f8gen. Det blev ved tanken.<\/p>\n Jeg k\u00f8rte tilbage mod jobbet for at forts\u00e6tte mandagen p\u00e5 s\u00e6dvanlig vis. Snakken gik ved middagsbordet om vores dag og naturligvis om vores situation. Det blev fredag, og jeg begyndte min rejse til M\u00f8n. Turen fra Herning til M\u00f8n er lang, men den dag f\u00f8ltes den uendelig. Tankerne v\u00e6ltede rundt i hjernen p\u00e5 mig, og angsten for at fort\u00e6lle det til mine for\u00e6ldre ruskede gennem kroppen som en decemberstorm. Lad mig lige fort\u00e6lle, at nogle \u00e5r forinden denne samtale kom min storebror til Ketty og Benny, mine for\u00e6ldre, med en anden besked, som de skulle forholde sig til. Min storebror var blevet diagnosticeret med sklerose, og det tog gevaldigt p\u00e5 mine for\u00e6ldre. Nu ville de s\u00e5 f\u00e5 en ny diagnose at tygge p\u00e5. Cola og kaffe var stort set det eneste, der kom i kroppen ud over sm\u00f8gerne. Kilometer for kilometer kom jeg t\u00e6ttere p\u00e5 M\u00f8n, mens \u00e6ngstelsen, sorgen, tristheden og selvmedlidenheden \u00e5d sig ind i min sj\u00e6l. Jamen hej, Torben,<\/em> smilede min mor og rejste sig, da hun fik \u00f8je p\u00e5 sin \u201dfortabte\u201d s\u00f8n. Jeg skal fort\u00e6lle jer noget, som sikkert ikke er s\u00e5 rart at h\u00f8re. Jeg har f\u00e5et konstateret kr\u00e6ft i endetarmen og skal i behandling med det samme.<\/em><\/p>\n Jeg kunne lige s\u00e5 godt have udl\u00f8st en bombe at d\u00f8mme efter deres ansigtsudtryk. Jamen Torben dog, det er jo forf\u00e6rdeligt. Hvorn\u00e5r har du f\u00e5et konstateret det?<\/em><\/p>\n Jeg fortalte om forl\u00f8bet indtil videre. Om de f\u00f8rste mistanker om, at noget var galt. Om bes\u00f8get hos specialisten, som tog en rektoskopi og en biopsi. Om mit f\u00f8rste m\u00f8de p\u00e5 Bispebjerg og om den efterf\u00f8lgende telefonsamtale med l\u00e6gen, hvor jeg fik diagnosen. Det er jo helt fantastisk, hvad l\u00e6gerne kan i dag, Torben. Det h\u00f8rer og l\u00e6ser man jo hele tiden om.<\/em> Hvordan fanden, har du f\u00e5et kr\u00e6ft i r\u00f8ven, din knallert?<\/em> Jeg drev igen mod Herning fyldt med f\u00f8lelser, som sad lige under huden. Glad over at have fortalt mine for\u00e6ldre om situationen og trist over det samtidig. Jeg s\u00e5 frem, til jeg kunne krybe ind til min k\u00e6reste, blive tr\u00f8stet og m\u00e6rke hendes k\u00e6rlighed. Min mave krampede pludselig, jeg fik sved p\u00e5 panden og ryggen. F\u00f8lte en ufattelig tristhed og ulykke gennemsyre mit hjerte, og t\u00e5rerne var ikke til at stoppe. Jeg gr\u00e6d og lod dem flyde. Nogle af menneskerne kiggede v\u00e6k, da de bem\u00e6rkede, at jeg gr\u00e6d, og bilerne tav. Den weekend brugte vi i hinandens arme. Holdt om hinanden, kyssede, krammede og fortalte, hvor h\u00f8jt vi elskede hinanden. Vi snakkede om fremtiden sammen. Snakkede om behandling, muligheder og alt, hvad der r\u00f8rte min sygdom. Min skat, alt det ser vi til. Vi f\u00e5r det bedste ud af det, og hvem ved? M\u00e5ske f\u00e5r jeg slet ikke nogen bivirkninger, s\u00e5 jeg sagtens kan komme hver weekend. Vi skal ikke lade os sl\u00e5 ud af s\u00e5dan et tankespind.<\/em> S\u00f8ndag aften skulle jeg tilbage til K\u00f8benhavn, og en lang uge ventede hjemme p\u00e5 Sj\u00e6lland. Vi skiltes med t\u00e5rer i \u00f8jnene, og det var formentlig lige s\u00e5 sv\u00e6rt for mig at forlade hende den dag, som det ville have v\u00e6ret for mig at drage i krig. Hele mit system skreg p\u00e5 at blive hos hende, men jeg m\u00e5tte k\u00f8re. Jeg vidste, at der ville g\u00e5 mange dage, inden jeg igen kunne f\u00e5 mulighed for at holde om hende. Jeg skulle nemlig ikke til Herning den kommende weekend. Min \u00e6ldste datter boede hos mig p\u00e5 det tidspunkt. Hun var flyttet fra sin k\u00e6reste og havde ikke fundet en anden bolig endnu. Jeg bad hende komme med ud p\u00e5 altanen for at fort\u00e6lle hende den kedelige nyhed.<\/p>\n Hvad s\u00e5 Papa<\/em>, smilede hun, satte sig p\u00e5 stolen og t\u00e6ndte en sm\u00f8g. Er det det samme som morfar?<\/em> Jo, min skat, det er rigtig godt.<\/em> Det blev en skidt dag og aften. Louise blev hjemme hos mig den l\u00f8rdag, og jeg forberedte mig mentalt til at fort\u00e6lle min yngste datter om situationen. Vi sad sammen i sofaen og kiggede TV uden at se det.<\/p>\n S\u00f8ndag satte jeg mig i bilen og k\u00f8rte, sammen med min \u00e6ldste datter, til Jette, hvor den \u201dlille\u201d boede. Som altid var der den store velkomst med kys og kram alle fire, og vi sludrede om l\u00f8st og fast en lille tid. Jeg er n\u00f8dt til at fort\u00e6lle jer noget skidt, som ikke er rart at h\u00f8re, men jeg har f\u00e5et konstateret kr\u00e6ft i endetarmen og skal i behandling med det samme<\/em>. Jeg vil g\u00f8re alt i min magt for ikke at f\u00f8lge med morfar ud i universet, skat.<\/em> Hvordan har du opdaget det, Torben?<\/em>, spurgte Jette, og jeg fortalte om hele forl\u00f8bet.<\/p>\n Jeg troede, det blev nemmere og nemmere at fort\u00e6lle, men det var som om, min krop vendte vrangen ud hver gang, jeg fortalte det. Min hjerne f\u00f8ltes overophedet som et \u00e6g, der koger for l\u00e6nge og spr\u00e6kker. Maven vendte og drejede sig ustandseligt som om, den ikke vidste, hvad der var ret og vrang. Mit hjerte pumpede, dundrede, eksploderede og stoppede skiftevis alt efter, hvordan de modtagende reagerede.<\/p>\n \u00c5hhh, Torben, sn\u00f8ftede hun, det g\u00f8r mig s\u00e5 ondt, at du skal igennem dette.<\/em> Hun holdt den ene h\u00e5nd op til ansigtet og gr\u00e6d, mens hun lagde den anden p\u00e5 min kind. Vores yngste datter var mere fattet, end jeg havde troet, og det virkede som om, hun turde tro p\u00e5, at jeg ikke skulle d\u00f8 som morfar. At jeg kunne blive rask, hvis jeg fik den rette behandling. Hun skulle ogs\u00e5 sidde hos Papa, blive krammet og holdt om, medens jeg kyssede hende p\u00e5 h\u00e5ret og kinden. Hun trykkede sig ind til mig, og vi var alle fire meget kede af det. T\u00e5rerne trillede ned ad vores kinder.<\/p>\n Farvel lille skat.<\/em> Hun var tapper og smilede til mig. Du har kr\u00e6ft Torben. Du skriver og sp\u00f8r Hvad der er sket Jeg er blevet s\u00e5 underlig t\u00f8r Og konkret Hvor er den glade som sang sine sange Til solens pris Var han uheldig at se Eller s\u00e5 han mon heldigvis Ok du skal f\u00e5 en forklaring De bl\u00e5 \u00f8jne faldt For en bitter erfaring … <\/p>\n
\nGnags 1978.<\/em><\/p>\n
\nJeg rystede ganske langsomt p\u00e5 mit hoved, lukkede \u00f8jnene og f\u00f8rte h\u00e6nderne op til hovedet.
\nHvis det er kr\u00e6ft, d\u00f8r jeg nok ogs\u00e5 af det, lige som Ove. For fanden da.<\/em><\/p>\n
\nJeg skal henvises til Bispebjerg og ikke andre hospitaler.<\/em><\/p>\n
\nDet er altid Bispebjerg, jeg henviser til, s\u00e5 du kan v\u00e6re ganske rolig, Torben.<\/em><\/p>\n
\nDet er forst\u00e5eligt, at mennesker bliver mere syge af at v\u00e6re p\u00e5 hospitalet.
\nKedelige stole p\u00e5 r\u00e6kke, hvor mennesker sad og hang, trillede tommelfingre og lod sig \u201dglemme\u201d af et system, der ikke har patienten i fokus.<\/p>\n
\nJeg n\u00e5ede lige akkurat at nyde en t\u00e5r af den, inden sygeplejersken fra receptionen kom hen og bad mig f\u00f8lge med.<\/p>\n
\nJa Torben, nu skal vi udfylde en masse papirer, s\u00e5 jeg stiller dig en hel masse sp\u00f8rgsm\u00e5l, og du svarer bare s\u00e5 godt, du kan.<\/em><\/p>\n
\nJeg kiggede m\u00e5bende p\u00e5 alle de papirer, hun havde lagt p\u00e5 bordet.<\/p>\n
\nDet er sp\u00f8rgsm\u00e5l omkring dit helbred, og om du er medicineret eller har andet, vi skal tage h\u00f8jde for p\u00e5 hospitalet, hvis du skal i behandling.<\/em><\/p>\n
\nVi blev f\u00e6rdige med papirarbejdet, og Mille rejste sig for at se, om l\u00e6gen var p\u00e5 vej. Hun forlod rummet, og jeg sad alene tilbage med mine mange tanker. Jeg smilede for mig selv.<\/p>\n
\nHan kiggede p\u00e5 mig, smilede og fortsatte.
\nDet er s\u00e5dan i Danmark, at vi forbereder os p\u00e5 det v\u00e6rste indtil andet viser sig s\u00e5 derfor f\u00e5r du denne information i dag.<\/em><\/p>\n
\nMorten tog en tegning af tarmsystemet frem og begyndte at fort\u00e6lle. Han pegede og forklarede l\u00e6nge, hvor og hvordan knuden sad i mit tilf\u00e6lde.<\/p>\n
\nJeg svarede venligt og kiggede ham insisterende i \u00f8jnene.<\/p>\n
\nDet er en aftale, Torben. Jeg ringer til dig p\u00e5 fredag, n\u00e5r jeg kender resultatet af biopsien.<\/em><\/p>\n
\nJeg skal ikke have klistret en pose p\u00e5 maven til at skide i.<\/em>
\nJeg blev pludselig glad for, at der fandtes et internet.
\nJeg skal hjem og google, skal jeg.<\/em><\/p>\n
\nI guder mand, t\u00e6nk hvis jeg skulle ud og finde en k\u00e6reste med en pose p\u00e5 maven.<\/p>\n
\nDet blev fredag, og jeg susede ud af motorvejen med st\u00f8rre hastighed, end jeg m\u00e5tte. Jeg var p\u00e5 vej tilbage til K\u00f8benhavn fra et m\u00f8de, da min telefon ringede. Jeg kunne se, at det var Bispebjerg, som ringede, s\u00e5 jeg sank en klump og svarede opkaldet: Hejsa, det er Torben.<\/em><\/p>\n
\nSveden piblede frem p\u00e5 panden og begyndte at l\u00f8be ned over ansigtet. KR\u00c6FT! Det br\u00f8lede om og om igen inde i mit hoved.
\nDet var som om, et jordsk\u00e6lv gik gennem min krop og rystede den. Mine h\u00e6nder rystede som en alkoholikers, og mine kn\u00e6 gik som kastagnetter. Jeg h\u00f8rte noget st\u00f8j i telefonen, som sikkert var Mortens stemme, men jeg forstod intet.
\nSom et lyn fra en klar himmel kom lyden tilbage, st\u00f8jen fortiede, og jeg kunne igen h\u00f8re, hvad han sagde: Vi har jo et m\u00f8de p\u00e5 mandag, s\u00e5 derfor foresl\u00e5r jeg, at vi gennemg\u00e5r, hvad der kommer til at ske i de n\u00e6rmeste uger. Vi har allerede kontaktet Rigshospitalet, s\u00e5 de ved, at du kommer derind.<\/em><\/p>\n
\nJeg aner ikke, hvor l\u00e6nge jeg sad og kiggede tomt ud af forruden inde i n\u00f8dsporet, men langsomt kom jeg til mig selv og blev n\u00e6rv\u00e6rende igen.<\/p>\n
\nKoldsveden ramte mig som en tornado, og det f\u00f8ltes som om, jordkloden havde bremset h\u00e5rdt op og nu susede den anden vej rundt.
\nJeg tog mig sammen og ringede til hende. Hendes stemme var k\u00e6rlig, da hun svarede efter lidt tid.<\/p>\n
\nVi snakkede i lang tid, mens jeg k\u00f8rte p\u00e5 motorvejen den sommerdag i 2013.<\/p>\n
\nMandag skulle jeg have m\u00f8de p\u00e5 Bispebjerg med l\u00e6gen for at snakke om den rigtige behandling og den n\u00e6rmeste fremtid.
\nJeg v\u00e5gnede mandag morgen, trist i hjertet. Dynen var blevet til beton i l\u00f8bet af natten. Endelig fik jeg f\u00e5et skubbet de mange tons dyne v\u00e6k og svinget benene ud over sengekanten.
\nDamn – <\/em>Life is a bitch, men du bliver n\u00f8dt til at tage det i stiv arm, Nielsen. Ligesom mormor og mor.<\/em><\/p>\n
\nEgentlig burde jeg vel holde op med at ryge, men det burde jeg have gjort for mange \u00e5r siden. N\u00e5, det er vel ligegyldigt nu, hvor kr\u00e6ften har fundet vej til overfladen. Et stort sug af cigaretten fulgte denne tanke.<\/p>\n
\nJeg kunne smaddergodt lide Morten. Han var en meget sympatisk, flink og tillidsv\u00e6kkende person. Han var kirurg og utrolig god til mennesker, ulig mange andre overl\u00e6ger. Jeg fulgte lige i h\u00e6lene p\u00e5 ham, mens jeg t\u00e6nkte:
\nDet er alts\u00e5 vigtigt at kunne lide sin kirurg, n\u00e5r nu han skal snitte \u00e9n \u00e5ben og rode rundt inde i kadaveret, uden at man bliver til \u00e9n af de d\u00f8de.<\/em>
\nJeg smilede af min egen gravhumor, da vi satte os i lokalet.
\nDen gode l\u00e6ge forklarede op ad d\u00f8re og ned ad stolper om min tilstand. En knude var blevet fundet i min endetarm, og den sad desv\u00e6rre direkte p\u00e5 lukkemusklen.<\/p>\n
\nHan kiggede koncentreret forbi mig som om, han allerede planlagde operationen, og fortsatte s\u00e5.<\/p>\n
\nMille var en del af samtalen og kunne fort\u00e6lle, at vi efterf\u00f8lgende skulle ned til stomisygeplejerskerne, s\u00e5 jeg kunne hilse p\u00e5 dem. Morten fortsatte.<\/p>\n
\nP\u00e5 denne konference skulle min tilstand, kommende behandling og operation diskuteres og besluttes. Inden da skulle jeg have foretaget to typer scanninger: En PET-scanning p\u00e5 Riget og en CT-scanning p\u00e5 Bispebjerg. Ligeledes skulle jeg afgive blodpr\u00f8ver og have foretaget et elektrokardiogram, ogs\u00e5 p\u00e5 Riget.<\/p>\n
\nHypertermi og Regional kemoterapi.<\/p>\n
\nBehandlingen i Tyskland er p\u00e5 ingen m\u00e5de eksperimentel. Der er bl.a. behandlet over 500 kvinder med metastaserende brystkr\u00e6ft. Behandlingen har langt f\u00e6rre bivirkninger end den systemiske kemoterapi.
\nHypertermi er en behandling, hvor kr\u00e6ftknuden opvarmes med for eksempel laser. Alle typer kr\u00e6ftknuder kan behandles med denne metode, og kendskabet til, at varme \u201ddr\u00e6ber\u201d kr\u00e6ftceller, har eksisteret i \u00e5rtier.
\nSvenske forskere har udviklet en metode, hvor optiske fibre f\u00f8res direkte ind i knuden og sl\u00e5r den ihjel med laserstr\u00e5ler. Metoden virker p\u00e5 alle typer og former for massive kr\u00e6ftknuder. Den kan f\u00e5 stor betydning ved helbredende behandling af cancer.<\/p>\n
\nAlts\u00e5 to behandlingsm\u00e5der som stort set ikke har bivirkninger, men som ikke kan tilbydes i Danmark. Det er ikke i orden, n\u00e5r man st\u00e5r p\u00e5 kanten af en grav.<\/p>\n
\nMorten kiggede en smule forskr\u00e6kket p\u00e5 mig og lovede at unders\u00f8ge mulighederne for mig.
\nJeg sad og skummede men holdt vreden nede, da hverken Morten eller Mille kunne g\u00f8re for, at disse to behandlinger ikke tilbydes i Danmark.
\nStilheden var larmende h\u00f8j i lokalet, indtil jeg igen satte mig ret op, lagde den ene arm p\u00e5 bordet og l\u00e6nede mig frem mod Morten.<\/p>\n
\nJeg blev modtaget med hjertelighed af Mette, en us\u00e6dvanlig kvinde, der skulle blive en af de kvinder, jeg lytter til og ikke vil undv\u00e6re i mit liv.<\/p>\n
\nDu er kommet herned, fordi du m\u00e5ske skal have en stomi. Mille har orienteret mig om din situation, Torben. Men i dag skal vi bare hilse p\u00e5 hinanden.<\/em>
\nJeg pr\u00e6senterede mig og smilede stort til hende.<\/p>\n
\nMette, min Mette, er mere erfaren end Trine. Hun har lidt flere \u00e5r p\u00e5 bagen, men hun er den dejligste stomisygeplejerske i verden. Mette er en klippe. Intet kan ryste hende, og hun tager alting med et dejligt, stort smil. Hun er professionel helt ud til neglene, men p\u00e5 en m\u00e5de, s\u00e5 man f\u00f8ler sig som det vigtigste i hendes verden lige her og nu.
\nJeg bliver altid s\u00e5 glad, n\u00e5r jeg har v\u00e6ret p\u00e5 bes\u00f8g hos Mette. Hun er en kvinde, man tager helt alvorligt, og man g\u00f8r, som hun siger. Man hopper ikke over, hvor g\u00e6rdet er lavest.
\nMan kan m\u00e6rke, at omsorgen og interessen for det, man nu kommer med, er \u00e6gte. Mette er helt fantastisk, og hun f\u00e5r mit hjerte til at dunke en smule mere end andre kvinder. Hun er en kvinde, der nemt kan \u201df\u00e6lde\u201d en mand som mig.<\/p>\n
\nHendes funklende \u00f8jne ramte mine.
\nN\u00e5r vi kommer l\u00e6ngere hen i dit forl\u00f8b, indkalder jeg dig til et m\u00f8de hernede, s\u00e5 vi kan tale om det at have en stomi. Det er ikke s\u00e5 frygteligt, som det lyder i dine \u00f8rer lige nu, men det tager vi n\u00e6ste gang.<\/em><\/p>\n
\nJeg forlod K ambulatoriet og gik ud gennem d\u00f8ren til den smukke dag, der stadig hang uden for hospitalets tykke mure. Jeg stod et \u00f8jeblik p\u00e5 trappen og tog luften og solen ind i mit system.<\/p>\n
\nDet dejlige og varme solskin overskyggede alt det, jeg lige havde talt om indenfor, og jeg kunne m\u00e6rke gl\u00e6den i min krop, gl\u00e6den for livet. Jeg tr\u00e5dte ned af trappen, snuppede en sm\u00f8g op af pakken, t\u00e6ndte den og gik ganske forn\u00f8jet hen mod bilen, mens jeg t\u00e6nkte:
\nDet her skal nok g\u00e5. Det er jo kompetente og im\u00f8dekommende mennesker, der nu har fat i dig og st\u00e5r for din behandling. Op med hum\u00f8ret du gamle, det er en smuk dag.<\/em>
\nI min gang hen til bilen, som skulle f\u00f8re mig tilbage til arbejdet, overbeviste jeg mig selv om, at Morten ville unders\u00f8ge den svenske og tyske behandling. Han ville melde tilbage, om vi kunne benytte os af disse muligheder.<\/p>\n
\nDet blev onsdag aften, og jeg steg ud af bilen i Herning. Hjertelig og varm velkomst, kys, k\u00e6rlige ord og arme, der holdt fast. Efter lidt tid i hinandens arme uden ord sagde jeg stille:
\nJeg k\u00f8rer til M\u00f8n og fort\u00e6ller far og mor om det hele p\u00e5 fredag, skat.<\/em>
\nDet er en god id\u00e9, Torben. De skal ikke vente l\u00e6ngere med at vide det. Hvorn\u00e5r fort\u00e6ller du pigerne det?<\/em>
\nJeg venter med dem, til jeg kommer tilbage til K\u00f8benhavn, m\u00e5ske endda til n\u00e6ste weekend, hvor jeg alligevel ikke kan komme herover.<\/em>
\nDenne aften elskede vi uoph\u00f8rligt og intenst. Vi tillod vores beg\u00e6r, vores k\u00e6rlighed og vores kroppe at \u201dtage fri\u201d fra sygdom og konsekvenser. Vi \u00e6nsede ikke andet end hinanden.
\nN\u00e6ste dag havde jeg m\u00f8der i det jydske og drog af sted. Dagens m\u00f8der gik og endelig vendte jeg snuden \u201dhjemad\u201d til Herning.<\/p>\n
\nSkal du behandles i K\u00f8benhavn, Torben?<\/em>
\nDet formoder jeg, men jeg aner det ikke. Hvorfor, skat?<\/em>
\nJeg har g\u00e5et og t\u00e6nkt p\u00e5, om du kan komme i behandling herovre. P\u00e5 Vejle for eksempel. S\u00e5 kan jeg jo komme med og st\u00f8tte dig, og du kan v\u00e6re her, hvis alts\u00e5 det kan lade sig g\u00f8re med hensyn til dit arbejde.<\/em>
\nHun kiggede indtr\u00e6ngende p\u00e5 mig og gumlede videre.
\nJeg kan ikke forestille mig, at mit arbejde er vigtigere end behandlingen, og der er jo frit sygehusvalg i Danmark, s\u00e5 hvem ved?<\/em>
\nHun lyste helt op ved den besn\u00e6rende tanke om, at jeg kunne v\u00e6re i Herning og blive behandlet i Vejle. \u00d8jnene blev helt lyse, og munden dannede et smil, s\u00e5 jeg kunne se de hvide t\u00e6nder mellem de r\u00f8de l\u00e6ber.
\n\u00c5hhh, hvor ville jeg gerne, at det kunne lade sig g\u00f8re, Torben. Jeg har det s\u00e5 sv\u00e6rt med, at du skal g\u00e5 alt det igennem \u201dalene\u201d.<\/em>
\nVi snakkede l\u00e6nge om dette, og jeg lovede hende, at jeg ville unders\u00f8ge det. Sp\u00f8rge overl\u00e6gen, om det kunne lade sig g\u00f8re.
\nAftenen lakkede mod enden og vi gik i seng. Vi l\u00e5 i hinandens arme og m\u00e6rkede varmen fra vores kroppe, m\u00e6rkede k\u00e6rligheden og det voksende beg\u00e6r. Vi elskede og tilfredsstillede hinanden til langt ud p\u00e5 natten. Lykkens tsunami lod sin ustoppelige b\u00f8lge rulle ind over os, inden s\u00f8vnen overtog natten.<\/p>\n
\nHvordan siger jeg det her til dem?<\/em>
\nDet f\u00f8ltes som om, hjernen skrumpede ind og blev for lille til at indeholde ord. Jeg kunne ikke f\u00e5 et eneste ord frem i hovedet. Der var tudsestille deroppe.<\/p>\n
\nJeg k\u00f8rte som en robot, h\u00f8rte ukritisk den samme musik i en uendelig sl\u00f8jfe. R\u00f8g mindst tre sm\u00f8ger ved hver af de mange pauser, jeg holdt p\u00e5 turen for at tr\u00e6kke tiden ud.<\/p>\n
\nJeg gik ind i haven til mine for\u00e6ldre og opdagede, at solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg havde slet ikke lagt m\u00e6rke til den smukke dag, f\u00f8r jeg s\u00e5, at mine for\u00e6ldre sad og slikkede sol.<\/p>\n
\nHeeey Ketty,<\/em> smilede jeg tilbage og gik hen mod hende.
\nBenny kom ud af huset og r\u00e5bte hej, mens han gik ned ad trinene til terrassen. Jeg krammede min mor, kyssede hende p\u00e5 kinden og s\u00e5 gl\u00e6den i hendes \u00f8jne og ansigt.
\nHej Benny,<\/em> sagde jeg, krammede ham l\u00e6nge og kyssede ham. Bennys \u00f8jne og ansigt viste ogs\u00e5 gl\u00e6de.
\nHvordan g\u00e5r det kn\u00e6gt, har I det godt?<\/em>
\nBenny smilede og holdt fast i mine skuldre, s\u00e5 han kunne se mig direkte ind i \u00f8jnene.
\nJeg havde frygtet dette sp\u00f8rgsm\u00e5l lige fra udk\u00f8rslen i Herning, og nu kom det fra Benny, mens han kiggede mig k\u00e6rligt ind i \u00f8jnene og smilede, forventningsfuld efter et positivt svar. Hvad fanden skal jeg svare?
\nHele min krop rystede indvendigt, og jeg m\u00e6rkede, hvordan der blev skruet helt op for varmen. Sveden \u201dplaskede\u201d ned ad ryggen p\u00e5 mig. Det var som om, jeg lige havde danset mazurka eller kosakdans i timevis.
\nP\u00e5 mirakul\u00f8s vis undgik jeg at svare ham og satte mig. Ketty hentede en kop kaffe til mig. Vi snakkede om l\u00f8st og fast, inden jeg tog ordet og indledte den frygtede snak.<\/p>\n
\nBenny blev helt tavs. Jeg vidste, at han ikke er s\u00e5 god til at tackle s\u00e5danne informationer, men det var f\u00f8rste gang i mit liv, jeg oplevede, at Ketty ogs\u00e5 blev tavs. De sad som forstenede og kiggede forskr\u00e6kkede p\u00e5 mig.
\nDer blev s\u00e5 stille, at man ville have kunnet h\u00f8re en t\u00e6ndstik falde til jorden med et \u00f8red\u00f8vende brag. Selv fuglene syntes at v\u00e6re helt stille i haven. Tiden stod stille og jeg sank en klump p\u00e5 st\u00f8rrelse med Bornholm.
\nKetty br\u00f8d dog tavsheden kort efter, og jeg kunne h\u00f8re p\u00e5 hendes stemme og se p\u00e5 hendes ansigt, at hun k\u00e6mpede for at holde t\u00e5rerne tilbage.<\/p>\n
\nEfterh\u00e5nden fik Ketty styr p\u00e5 sig selv og begyndte at snakke med om det hele. Hendes \u00f8jne fik deres almindelige farve tilbage, og nu kunne jeg genkende min mor igen. Ketty er \u00e9t af de st\u00e6rkeste mennesker, jeg kender, m\u00e5ske det st\u00e6rkeste.
\nBenny sad stadig meget stille og lyttede til mine ord. Han kiggede intenst p\u00e5 mig, og jeg kan kun g\u00e6tte p\u00e5, hvad der foregik oppe i hans hoved. Ikke noget underholdende, var jeg sikker p\u00e5.
\nDet var tydeligt, at de begge var meget ber\u00f8rt af situationen. Jeg gav udtryk for min store optimisme og n\u00f8gterne betragtning af det forl\u00f8b, som jeg havde i vente, og Ketty stemte i.<\/p>\n
\nJa lige pr\u00e6cis, mor. Jeg er heller ikke s\u00e5 pessimistisk. Jeg er helt sikker p\u00e5, at jeg bliver helbredt for det skidt.<\/em>
\nJeg tror ikke, det l\u00f8d s\u00e5 overbevisende, som jeg gerne ville have det til.
\nVi talte om alle de muligheder, der er for behandling, og da min knude var blevet opdaget i god tid, havde jeg de st\u00f8rste chancer for at overleve og blive rask.
\nVi hyggede s\u00e5 godt, vi kunne, og vi gik sammen de 500-900 meter hen til min brors hjem for ogs\u00e5 at fort\u00e6lle ham og hans familie den kedelige nyhed.
\nMin bror og min moster, som begge har sklerose, er ogs\u00e5 i dag de eneste mennesker i min n\u00e6rmeste familie, der rigtigt kan s\u00e6tte sig ind i min situation. Min bror og jeg er min mors b\u00f8rn og mormors b\u00f8rneb\u00f8rn. Vores styrke kommer i direkte linje fra vores mormor gennem vor mor. Den styrke, vi har arvet fra hende, blev nu realiseret, b\u00e5de hos min bror, mig selv og vores mor.<\/p>\n
\nMin bror spurgte med et k\u00e6rligt smil, og jeg fortalte historien igen.<\/p>\n
\nTuren tilbage til Jylland var uhyggeligt lang. Jeg m\u00e5tte holde ind til siden nogle gange og tage en puster. F\u00f8lelserne havde sneget sig uden p\u00e5 huden, og de blev helt synlige ind i mellem.
\nNu skal jeg have en cola og en sm\u00f8g.<\/em>
\nJeg k\u00f8rte ind p\u00e5 en tankstation og handlede min cola og lidt guf. S\u00e5 gik jeg hen for at ryge. Jeg stod p\u00e5 rastepladsen og kiggede p\u00e5 alle bilerne og deres mennesker. Den var fyldt med liv, lyde og sommeraften.<\/p>\n
\nLangt om l\u00e6nge landede jeg i Herning og kunne s\u00f8ge tilflugt i min k\u00e6restes arme.<\/p>\n
\nJeg kan ikke lade v\u00e6re med at t\u00e6nke p\u00e5 alle de udfordringer, vi st\u00e5r over for, Torben.<\/em>
\nHun sn\u00f8ftede og kiggede p\u00e5 mig med sine v\u00e5de \u00f8jne. Det var tydeligt, at gr\u00e5den sad lige under huden.
\nJeg tog hende ind til mig, holdt hende fast i mine arme og kyssede hende p\u00e5 h\u00e5ret. Jeg skulle v\u00e6re st\u00e6rk for os begge nu, og derfor holdt jeg t\u00e5rerne tilbage.
\nHvad mener du, min skat?<\/em>
\nJeg vidste godt, hvad hun mente.
\nJamen du bor jo i K\u00f8benhavn og jeg i Herning. Vi har kun weekender at v\u00e6re sammen i<\/em>, sn\u00f8ftede hun videre og trykkede sig h\u00e5rdere ind til mig.
\nDu skal jo i behandling i K\u00f8benhavn, og…og vi aner ikke hvordan du reagerer p\u00e5 den.<\/em>
\nT\u00e5rerne l\u00f8b som sm\u00e5 vandfald.
\nM\u00e5ske bliver du syg af bivirkningerne, og m\u00e5ske kan du slet ikke komme herover meget l\u00e6nge.<\/em>
\nHun pustede n\u00e6sen og fortsatte.
\nJeg kan jo ikke bare tage til K\u00f8benhavn. Jeg skal jo t\u00e6nke p\u00e5 Emil, han skal i skole og…og…og Kristian kan ikke bare have ham i \u00c5rhus. Mor kan ikke passe ham hele tiden, og jeg har jo ogs\u00e5 mit job at passe.<\/em>
\nHendes v\u00e5de \u00f8jne borede sig ind i mine, mens t\u00e5rerne str\u00f8mmede ned af hendes kinder. Hun havde ret. Jeg anede jo ikke, hvad behandlingen ville g\u00f8re ved mig, men jeg m\u00e5tte fors\u00f8ge at f\u00e5 hende til at t\u00e6nke anderledes.<\/p>\n
\nJeg holdt fast om hende, kyssede hende igen p\u00e5 h\u00e5ret og fortsatte.
\nNu ser vi lige, hvilken behandling jeg skal have, og s\u00e5 tager vi den derfra. Du skal se, det g\u00e5r nok bedre, end vi forventer.<\/em>
\nJamen det er jo ikke kun det, skat. Jeg ville jo gerne v\u00e6re der for dig, tage med til samtaler og behandling. Jeg er bange, Torben, og syns, at det er s\u00e5 uretf\u00e6rdigt.<\/em>
\nHun gr\u00e6d nu og rystede som et espel\u00f8v. Jeg krammede og kyssede hende alt det, jeg kunne, og forsikrede hende om, at jeg sagtens kunne klare dette \u201dalene\u201d.
\nDet tr\u00f8stede hende ikke, og jeg havde det forf\u00e6rdeligt inden i. Jeg havde den samme f\u00f8lelse af afmagt, fortvivlelse og h\u00e5bl\u00f8shed nu, som da jeg holdt mine b\u00f8rn i favnen, og de var tr\u00f8stesl\u00f8se p\u00e5 grund af skilsmissen mange \u00e5r forinden.
\nDengang foregik der en afrikansk stammedans inde i min mave, danset af 456 fuldvoksne afrikanske m\u00e6nd og kvinder…og…en elefant. Den onde medicinmand var i gang med at fl\u00e5 hjertet ud af mit bryst med de bare n\u00e6ver, og det guddommelige havde lige givet mig en fuck finger. Den f\u00f8lelse kunne jeg sagtens genkende!<\/p>\n
\nJeg v\u00e5gnede l\u00f8rdag morgen efter en lang uge med tanken om, at jeg kunne d\u00f8, hvorn\u00e5r det skulle v\u00e6re. M\u00e5ske ikke helt s\u00e5 sandsynligt, som tanken gav udtryk for. Det l\u00f8b mig koldt ned ad ryggen.
\nMine tanker kredsede ikke s\u00e5 meget om sygdommen som om mine elskede. Hvor h\u00e5rdt det m\u00e5tte v\u00e6re for dem, hvor kede af det, de ville blive, hvordan de ville komme til at reagere og mange andre tanker.
\nJeg var n\u00f8dt til at g\u00e5 ud p\u00e5 mit badev\u00e6relse, kigge ind i spejlet, betragte mig selv og sige:
\nTjaeee, gamle ven. Det er noget skidt. Kr\u00e6ft i bagdelen, lige som Ove, og han d\u00f8de af det. Hold nu k\u00e6ft, noget skidt! Men du d\u00f8r ikke, det kan du glemme alt om, min ven. Du bliver her og tager dig af pigerne, din jyske k\u00e6rlighed og de andre, du elsker. En smule kr\u00e6ft skal ikke f\u00e5 dig til at l\u00e6gge dig fladt p\u00e5 ryggen med alle fire hjul i vejret. No way!<\/em><\/p>\n
\nJeg skal fort\u00e6lle dig noget, som ikke er s\u00e6rligt rart at h\u00f8re, men nu kan jeg ikke holde det fra jer l\u00e6ngere.<\/em>
\nHun rynkede sine bryn, tog et hiv af sm\u00f8gen og kiggede intenst p\u00e5 mig.
\nJeg har f\u00e5et konstateret kr\u00e6ft i endetarmen og skal i behandling med det samme.<\/em>
\nJeg n\u00e5ede ikke at sige mere, f\u00f8r hendes ansigt skiftede farve, og hendes \u00f8jne blev store og fyldt med t\u00e5rer. Hendes underk\u00e6be rystede, og det var tydeligt, at hun holdt gr\u00e5den og reaktionen tilbage.
\nJeg tog fat i hende, trak hende ind til mig og kyssede hende p\u00e5 h\u00e5ret.
\nJeg ved godt, det er sv\u00e6rt at h\u00f8re, min skat, og du m\u00e5 gerne gr\u00e6de. L\u00e6gen siger, jeg er kommet i god tid, s\u00e5 der er stor sandsynlighed for, at jeg bliver rask, hvis vi starter nu.<\/em>
\nJeg kunne m\u00e6rke hendes krop sk\u00e6lve og h\u00f8re hende ganske langsomt give slip p\u00e5 reaktionen. Jeg holdt hende ud i strakte arme og kunne nu se t\u00e5rerne l\u00f8be ned ad hendes kinder. Hun var ligbleg i ansigtet og kunne ikke sige et eneste ord. Jeg trak hende ind til mig igen.<\/p>\n
\nHendes t\u00e5rer l\u00f8b. Hun havde morfars sygdom og d\u00f8d i meget frisk erindring og blev med det samme bange for, at hun skulle miste sin Papa ogs\u00e5.
\nJa, lille skat, men min knude er blevet opdaget meget tidligere end morfars.<\/em>
\nJeg smilede et tr\u00f8stende smil til hende, men hun kiggede bare p\u00e5 mig med sine t\u00e5refyldte, r\u00f8de \u00f8jne.
\nKan du huske, at morfar havde g\u00e5et med symptomerne i mange \u00e5r inden, han fik det unders\u00f8gt?<\/em>
\nHun nikkede forsagt og lyttede videre.
\nJeg har ikke haft symptomerne s\u00e6rligt l\u00e6nge og kom i god tid til unders\u00f8gelse, har l\u00e6gen sagt til mig.<\/em>
\nDet er da godt, ikke? <\/em>Hendes \u00f8jne fik en anelse mere liv, og hun faldt ind i min favn.<\/p>\n
\nVi sad sammen lang tid, og jeg holdt om hende, kyssede hende p\u00e5 h\u00e5ret og kinden.
\nS\u00e5eee min skat, nu skal vi jo ikke forvente det v\u00e6rste. Jeg d\u00f8r ikke af en smule kr\u00e6ft i r\u00f8ven. Jeg har stadig t\u00e6nkt mig at blive 144 \u00e5r, som jeg altid har truet jer med.<\/em>
\nJeg kunne m\u00e6rke, at hendes \u00e5ndedr\u00e6t blev mere roligt, og langsomt blev hendes krop roligere. Hun \u201dfaldt\u201d ligesom mere ind i min favn, efterh\u00e5nden som roen s\u00e6nkede sig over hende.
\nDu bliver rask, far. Du skal love mig, at du bliver rask!<\/em>
\nMin mave roterede som et sneglebor,og min hjerne voksede ca. 52 cm ud af min hovedskal, og hver en celle i min krop f\u00f8ltes som flammer. Tungen klistrede og smagte af dieselolie, mine \u00f8jne sved som svejser\u00f8jne, og jeg f\u00f8lte jordens undergang, mens jeg ledte efter et svar til hende.
\nJeg er sikker p\u00e5, at l\u00e6gerne vil g\u00f8re alt, hvad de kan, for at g\u00f8re mig rask, lille skat, jeg skal nok sl\u00e5s alt det, jeg kan!<\/em>
\nDet var forf\u00e6rdeligt at fort\u00e6lle hende dette, se hendes verden falde i grus og se angsten i hendes \u00f8jne. Jeg frygtede endnu mere at skulle fort\u00e6lle hendes lilles\u00f8ster dette og foruds\u00e5 en ganske forf\u00e6rdelig reaktion.<\/p>\n
\nVi satte os, og jeg begyndte at fort\u00e6lle, hvad der var sket.<\/p>\n
\nMin datter reagerede ikke, som jeg havde troet, men alligevel kom der med det samme t\u00e5rer i hendes \u00f8jne. Jette sad bag vores yngste datter, og hendes \u00f8jne fyldtes ogs\u00e5 med t\u00e5rer. Ligesom min \u00e6ldste datter havde de ogs\u00e5 morfars sygdom og d\u00f8d i frisk erindring.
\nDu m\u00e5 ikke d\u00f8 ligesom morfar, far!<\/em>
\nHun kiggede k\u00e6rligt og skr\u00e6mt p\u00e5 mig, mens t\u00e5rerne trillede ned af kinderne p\u00e5 hende.
\nMit hjerte dundrede som en vulkan i udbrud, og jeg f\u00f8lte mig overbevist om, at alle kunne h\u00f8re det som om en pauke, der blev t\u00e6sket med en knippel. Det gjorde ondt i min mave, og f\u00f8lelsen af en eksplosion i mit indre gav genlyd i mit tr\u00e6tte hoved.<\/p>\n
\nJeg tog hende ind til mig og kunne h\u00f8re og m\u00e6rke, at vores \u00e6ldste datter ogs\u00e5 begyndte at gr\u00e6de. Jeg fik fat i hende, og nu sad vi der i sofaen alle fire og gr\u00e6d sammen. Jeg kunne ikke holde mine t\u00e5rer tilbage men lod dem l\u00f8be.<\/p>\n
\nDet er jeg ogs\u00e5, Jette, men jeg har ikke t\u00e6nkt mig at d\u00f8 af det!<\/em><\/p>\n
\nJeg er bange, far, men hvis der er nogen, som kan t\u00e6ve kr\u00e6ften, er det dig.<\/em>
\nSelvf\u00f8lgelig var hun bange og havde \u00e6ngstelige f\u00f8lelser i forhold til, at hendes far havde kr\u00e6ft og kunne d\u00f8 af det.
\nLige pr\u00e6cis, min skat. Jeg skal sat’me nok tv\u00e6re den kr\u00e6ft op ad muren og spytte den lige i fj\u00e6set.<\/em>
\nEt \u201dfork\u00f8let\u201d Hahahaha… kom ud af hendes mund, og i et glimt smilede hun til mig. Jeg smilede tilbage, inden det forsvandt.<\/p>\n
\nJeg kyssede min yngste datter p\u00e5 munden, str\u00f8g hende over h\u00e5ret og holdt hende meget fast ind til mig.
\nJeg elsker dig, Trut, af hele mit hjerte,<\/em> hviskede jeg og kunne n\u00e6sten ikke slippe hende.
\nJeg elsker ogs\u00e5 dig, Paps.<\/em><\/p>\n
\nJeg gik over til Jette og krammede hende.
\nVi ses, min skat, jeg elsker dig og skal nok holde dig orienteret.<\/em>
\nVi stod lidt, mens hun fattede sig.
\nElsker ogs\u00e5 dig, Torben, pas p\u00e5 dig selv.<\/em>
\nJeg havde nu informeret mine d\u00f8tre. mine for\u00e6ldre og Jette. Resten m\u00e5tte komme hen ad vejen.
\nP\u00e5 vejen hjem til K\u00f8benhavn sad min \u00e6ldste datter og jeg i tavshed det meste af vejen. Hjemme satte vi os i sofaen og holdt om hinanden, s\u00e5 tiden bare kunne g\u00e5.
\nMens vi sad der, begyndte mine tanker at drive tilbage til den dag, jeg blev klar over, at noget var grueligt galt i min bagdel.<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"